Stemningsfulde og dystre omgivelser. Dine replikker er fine og elegante.
Jeg skulle holde tungen lige i munden for at kunne holde rede på, hvem der var hvem, og hvad pagten i al sin indviklethed gik ud på.

Det er en god og lidt morsom pointe med primadonnaen Lacerta, der som stort savlende søuhyre, har holdt sig skjult i mange år. Hvilken måde at få omtale på! :)

Jeg var vild med den forfængelige stil der kendetegnede både Lacerta og altid slipseknuderettende Fuoco. Begge er vel i grunden krukker?!

Med hensyn til Lacetas cigar, så lød det for mig lidt underligt at ”skodde” den. Jeg ved slet ikke om man kan ”skodde” en cigar, men aller helst havde jeg nok set Lacerta slukke den med fingrene så det gav en syden. Naturligvis uden at han fortrak en mine.

Jeg håber at Kanna og co. vender tilbage. Jeg ville i hvert fald gerne læse fortsættelsen.

Lad mig starte med at erklære, at jeg er vildt begejstret!

For at starte fra slutningen, så er den afsluttende replik i sig selv et mesterværk. Den udtrykker SÅ meget. Sluk lige for den. Bemærkningens følelseskolde henkastethed fik mig til at udstøde et grynt i en sursød blanding af forargelse og begejstring.

Med hensyn til sprog, stavefejl, ordopdeling og de djævelske små kommaer, så, betyder, det, ikke, noget, for, mig. Historien er både lagkagebund, banansplat, flødeskum og lys i fine farver. Stavningen og kommaerne er det krymmel man drysser ovenpå. Det er ikke min hensigt at forarge nogen. Jeg vil blot understrege, at det er indholdet, der interesserer mig. Jeg må medgive, at hvis der er mange grovere fejl, så kan det kradse lidt i selv mine følsomme retinaer. Det kan også gøre det svært at forstå indholdet. Det er ikke tilfældet her!

Jeg var sikker på, at hende det lidt forsagte dydsmønster Nina var robotten. Jeg tog så grueligt fejl og lod mig narre og chokere!

Særligt begejstredes jeg voldsomt over de fantastiske billeder, du skaber i mit hoved. Jeg kunne VIRKELIG forestille mig, hvordan det var at stå der i døråbningen til klasseværelset som lille rødhåret kommunistrobot. Flot beskrevet.

Hvis jeg skulle ønske noget anderledes, så kunne det måske have været rart, tidligere i historien, at blive gjort klar over, at den foregår i fremtiden. Måske en dato eller at året blev nævnt. Det syntes jeg ville have givet mig noget.

Jeg ved ikke rigtig om jeg ville placere den under fantasy. Jeg kan ikke se nogen sci-fi kategori på listen, så den er vel placeret rigtigt nok?!

Et spændende emne at tage op – især i disse tider med megen debat om tro og frelse. I mine øjne er det ikke kun kristendommen, der sættes spørgsmålstegn ved, men enhver religion, der pålægger dens tilbedere at tænke bestemte tanker, herunder selvsagt særligt de fundamentalistiske af slagsen.

Historien beskriver en interessant konflikt i den stakkes Izekel, der betvivler sin almægtige herre og hvordan samme herre afslutningsvis næsten fører Izekels blege hånd i at korrigere hans tilgivelige fejl.

Jeg faldt særligt for de tomme øjne hos de døde i paradis og dine i øvrigt glimrende beskrivelser af dette og hint. Tak for alt det.

Jeg uddrager den spændende pointe af din historie, at mennesket ikke fungerer i evig flomme-godhed. Nej, der kræves også det modsatte for, at vi kan fungere – ondskab om man vil. Det er et sted på spektret mellem ond og god at mennesket fungerer. Det er det, der skaber vores eget frie valg – det der gør, at vi er i live efter bedste yin-yang-principper.

(Man fristes til at drage en vovet parallel til The Matrix, hvor de slemme computer-fiduser har opdaget, at menneskene kun kan fungere i en verden med både ondt og godt. Vi duer ikke til at hoppe rundt på lyserøde skyer og spille på harpe – vi skal have en verden, hvor vi kan mærke glæden, når sorgen for en stund er fraværende. Tag den Gud!)

Igen er jeg begejstret for baggrundsviden, så Lyderias historie fanger min udelte interesse. Jeg bemærker mig også at den foregik i år 213 i den anden tidsalder. Da vi nu befinder os i år firehundrede-og-noget i den tredje tidsalder, så funderer jeg over om man starter forfra ved hver ny tidsalder. Hvis det er tilfældet, så ved vi ikke rigtig hvor længe siden Lyderias historie foregik. Hvis man ikke starter forfra med tidsregningen fra år 0, så er det jo ikke så længe siden – godt og vel 230 år. Beretningen i denne anden gudekrig virker mere tidssvarende og jeg tillader mig derfor at gå ud fra, at det ikke er længere end de ca 230 år siden, hvilket virker aldeles fornuftigt, synes jeg. Her kom dragerne også ind i billedet, og man begynder at få indtryk af, hvilke store magter der er på spil. Man kunne få en mistanke om at hele historiens handling er optakt til endnu en tvist mellem guderne, og hvis der er noget lignende i vente, som har forekommet ved de tidligere gudekrige, så gælder det om at spænde sikkerhedsselen. Med andre ord bygges en god spænding op med den farverige baggrund der yndigt doseres gennem kapitlerne. Det var også fint at få lidt mere information om Caladhire, som må siges (jævnfør titlen) at have potentialet til at blive en central del af historien. Llyre deler tilsyneladende ikke min fascination af fortiden, og kan gabende smække bogen i efter at have læst om dragekrige og udøende kærlighed. Hun har vist endnu ikke helt fanget, at denne historie hurtigt kan blive relevant for hende…

Jeg tvivler på at du ville være så grusom at myrde Soli og den halvbuttede Bavre, men jeg skal ikke tirre dig. Det ville jo næsten være for sørgeligt!

I dette kapitel fulgte også lidt flere informationer om Herves familien og lille Ania, som jeg efterlyste i sidste kapitel. Det om Ania var helt fyldestgørende. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvem Herves familien mon er.

Lad dette være dig en venlig opfordring til straks at skrive videre. Jeg venter i spænding på kapitel 9… :)

Bedst som du lige får mig til at tro, at stakkels Rovianna måske alligevel kan reddes, så "myrder" du hende igen – ak! Det er en rørende afsked de tager, og det bliver i grunden helt sørgeligt at bevidne. Jeg studsede lidt over, at Rovianna i sin dødskamp pludselig rejste hun sig lodret op, og kastede sig ned igen . Jeg havde under læsningen svært ved at se for mig, hvordan hun pludselig gennemhullet af talrige knivstik og blodspyttende springer på benene. Jeg synes det virker mere realistisk hvis hun pludselig satte sig op med en kraftanstrengelse og så kastede sig ned igen eller noget i den stil. Det var bare noget der slog mig undervejs. Jeg kunne godt lide dit smukke billedsprog af den usynlige fredfyldthedens kappe, der lægger sig over Rovianna. Den sad lige i døds-scene-skabet!

Elderin-karakteren ligefrem emmer af autoritet under det lille opgør med Rogh og hans andre luskede venner. Det får du smukt frem.

Læseren har en eller anden mistanke om at Elderin nok har ret i, at Drüegen næppe står bag. Jeg mistænker igen straks den luskede Galbraith! Spændende at lade især Soli mene, at det er en anden der står bag. Er der noget læsere elsker, så er det at vide lidt mere end personerne, historien omhandler. Især hvis vi ved at de ikke ved det, og næsten har lyst til at skrige det til dem, så de ikke også finder deres livs endeligt på spidsen af Galbraiths skarpe kniv!

Hvem mon familien Herves er? Det fremgår ikke så tydeligt. Jeg husker heller ikke at være blevet introduceret for Ania, så jeg tillader mig at antage, at hun er en af de andre af Elderins ”børn” – måske endda det stakkels myrdede pigebarn fra kapitel4?

Igen synes jeg det smykker beretningen, at du giver noget baggrundsviden om verdenen. I dette tilfælde om Calunns tilblivelse. Det er et godt krydderi.

Jeg kan godt lide din dramatiserende afsnitsdeling halvvejs i kaptlet, og man tænker ”Åh nej, hvad skal der ske med Rovianna?!” og skynder sig at læse videre.

Rovianna er da for øvrigt befriende rebelsk. Både hendes oprør mod Solis ”tyranni” i det kapitel 5 og her, hvor hun kyler en sten i ryggen på kureren. Modig pige!

At Drüegen stod bag snare-hærværket i egen fedladne person, kom også som en overraskelse for mig. Jeg ville have troet, at han ville sende sine håndlangere i stedet for at lade sit luksuslegeme befugte med regn og mudder. Måske er der noget meget vigtigt, der ligger under? Det er i hvert fald min tanke efter dette kapitel.

Det er vældig modigt af dig at dræbe en så herlig karakter. Jeg var ellers lige begyndt at synes om det rebelske pigebarn. Men det gør kun morderen så meget mere grusom og jeg mistænker straks den lurvede Galbraith for at føre kniven.

Mht. til den blodrøde kniv, så har jeg ikke fanget om dens farve er blodrød eller om den er konstant indsmurt i blod. Hvis det sidste er tilfældet (hvilket det lod til i et tidligere kapitel), så vil jeg undre mig over, hvorfor den altid er smurt ind i blod. Hvis det var fra tidligere mord, og den ikke var blevet tørret af, ville det vel være brunt/sort? Det faktum at kniven i mine øjne beskrives som altid værende bloddryppende, giver en anelse ”Scary movie effekt” (parodi på uhygge), og det er næppe, hvad du er ude efter. Er det derimod metallet der er rødt eller en magisk effekt af en art, så er det jo en helt anden sag og bør, efter min mening, fremstå tydeligere. En kniv behøver ikke at dryppe af blod for at være uhyggelig. Det er næsten at smøre for tykt på. Den er jo både skarp og symbolsk nok i forvejen.

Farvel Rovianna – du vil blive savnet.

Et godt kapitel!!!

Det er en god ide at lade Ena fremlægge grundlaget for magien. Det definerer også nogle af de kræfter der strides og stred mod hinanden tidligere. Erthys' (nu matte) tårn symboliserer vel i en forstand det mulige magiske potentiale i denne verden (eller manglen på samme), og det spæder godt til mystikken i historien, at Erthys aldrig blev fundet.

Det kan dog undre lidt, at Ena sukker sådan over at have kvaler med at helbrede Llyres arm. Det virker næsten som om Ena har levet i tider, hvor magien flød stærkere end nu. Det er jo imidlertid 2500 år siden krigen startede, så medmindre Ena har en vældig alder, så har hun vel næppe prøvet andet end at have en svag magisk kræft som nu?

Det generer mine følsomme øjne lidt at se at du bruger betegnelserne ”lyse”, ”mørke” og ”neutrale” magikere. Jeg synes det er lidt tamme udtryk, der hører bedst hjemme i d&d-regelbøger. I en ellers så velskrevet historie med et flot sprog, kunne jeg godt tænke mig nogle lidt saftigere betegnelser. Sådan som jeg læser det, sætter du lighedstegn mellem Nursias/Narcissas tilbedere og de ”mørke magikere”. Hvorfor ikke bare kalde dem Nursias/Narcissas tilbedere? Det virker mere saftigt end det lidt tandløse udtryk ”mørke magikere”. I samme ånd kunne man kalde de ”neutrale magikere” dem som fulgte andre guder eller dem som modulerede magien på andre måder eller noget i den stil, afhængigt af hvordan de så bærer sig ad. Lys/mørk/neutral giver en hvid/sort/grå opdeling, og det kan selvfølgelig være udmærket. Jeg synes bare, at ”Caladhires skat” er skrevet i en mere nuanceret stil end bare slemt og sødt (eksempel: tyveknægten Solinester er jo i bund og grund hamrende sympatisk skønt han har tyranniske træk)

Men lad mig understrege, at denne baggrundsbeskrivelse af magiens væsen er en rigtig god ting at have med. Den slags ”skabelsesberetninger” er med til at definere den fantasy-verden hvor Caladhires skat udspilles og giver en masse herlig stemning. Det er helt essentielt med noget baggrund, og jeg ville ikke have været foruden!

Nå men for at fatte mig i langhed, så vil jeg også lige knytte en kommentar til dialogen mellem Soli/Llyre og Roviannas oprør.

Der bliver jo hægtet gevaldigt med kød på Solinester-figuren. Man fatter ikke alene sympati for hans charmerende opførsel overfor Llyre, men man får også en god bid baggrund og viden om hans ambitioner. Det skulle undre mig om den ellers så ensomme Llyre ikke skulle falde for denne interessante personlighed – vi får se…

Jeg var glad for den livlige dialog og de fine replikker som Soli og Llyre udvekslede. Det gav god information uden at blive for data-agtigt. Man kan tvivle på, at det er helt tilfældigt at Soli irettesætter Rovianna foran den ”sovende” Llyre. Måske vil han gerne demonstrere for Llyre, hvem der har bukserne på i denne slum-rede. Den tiltrækning jeg mistænker er ved at opstå mellem Soli og Llyre er altså tilsyneladende gensidig. Med trusler om både hjemløshed, prostitution og ulykke får Soli presset Rovianna (og Bavre) til at begive sig ud i det ellers så fugtige vejr, der hersker her nær Calunn. Objektivt set optræder Soli meget usympatisk – i den givne situation kan hans figur dog bære det uden at man(/jeg) fatter antipati. Såfremt det er din hensigt, hvilket jeg formoder, så lykkes det dig til fulde at skabe en sympatisk karakter ud af den durkdrevne tyveknægt Soli. Bravo!

Jeg har dog tilladt mig at undre mig lidt over, at Soli ender til Galbraith. Det virker næsten mistænkeligt, at han ved så forholdsvis meget om Galbraith uden egentlig at have mødt ham. Og jeg undrede mig over, hvorfor Soli har forsøgt at finde Galbraith?! Måske får vi svaret senere.

Og en SIDSTE lille kommentar. Galbraith og Soli er begge tidligere beskrevet som henholdsvis Han lignede en dreng på 14 år og En dreng, nok omkring de 14 . Efter lidt hovedregning har jeg fundet frem til, at Llyre formentlig også er omkring de 14. Hun var jo ganske ung, da Dalyr stak af med hende fra hæren og historien fortsatte så 11 år senere eller noget i den stil. Det virker måske liige lovligt passende, at de er helt samme alder. Selvom det naturligvis er helt ok at de er det, ville det måske klæde beskrivelsen af dem, hvis Galbraith måske var ”nogenlunde jævnaldrende med Llyre” og Soli måske "en 14-15 stykker" (han virker formentlig ældre end han er, så man kunne vel også sige "en 15-16 stykker, men fra hans højde at dømme formentlig lidt yngre" eller hvad ved jeg). Det er naturligvis helt op til forfatteren at beskrive aldre som han vil, men det ville i mine sarte øjne, gøre det lidt mindre iøjnefaldende at beskrive deres alder på en anden måde.

Tak for et strålende kapitel :)

Majbritt ovenfor har ret i, at Llyre falder i søvn/besvimer nogle gange. Jeg må dog er klære mig uenig med hende og indrømme, at jeg er ganske begejstret for, at du har delt det op i små brudstykker adskilt af tab af bevidsthed på den ene eller anden måde. Man kan i hvert fald godt forstå hvis Llyre bliver overrumplet eller forvirret af alt det, der sker omkring hende. Stakkels pigebarn.

Der er også noget ved den ubehagelige dreng, Galbraith, der bliver ved med at nage mig! Vi har vidst ikke set det sidste til ham. Du bygger ham op til en dejlig mørk og diabolsk figur. Glimrende!

En lille og måske mindre vigtig detalje:
Den var indsmurt i blod og dryppede som sandkorn i et timeglas.
Det har jeg svært ved at se for mig. I min verden "løber" sand gennem et timeglas - det drypper ikke. Til gengæld er det jo en flot detalje, med den sætning der følger, om at tiden er ved at rende ud.

En psykedelisk skildring af en mørk fremtid. Jeg har svært ved at se denne kæmpe by for mig, men der er jo også en del år til vi skriver år 2130! Spændende udgangspunkt at sætte os midt i den vigtigste begivenhed, der meget vel vil kunne rive kæmpebyen ud af de sidste fire års stilstand. Jeg kommer til at tænke på Necromunda fra WH40K og kan godt lide den dystre stemning.

Kommer der mon en fortsættelse?

Spændende kapitel. Galbraith var en skræmmende karakter trods sit unge ydre. Jeg synes, efter gennemlæsning af dette kapitel, at jeg begynder at ane sammenhængen mellem Llyre, og den verden der omgiver hende.

Det er interessant at hun har et veludviklet kendskab til byens skyggeside, og meget sørgeligt at den ellers så stolte og charmerende Dalyr, efter alt at dømme, har endt sit liv på spidsen af en af de sorte ridderes sværd.

Jeg kan godt lide, at du hiver os tilbage i mindet til sidst. Det giver også Dalyr-karakteren mere kød på.

Et lille men: Jeg har svært ved at se faklerne blive ved med at brænde, når det regner så meget, at selv de gæve vægtere må give op. Er der noget om faklers brændeevne jeg ikke ved?

Man rives fortsat med!

Der er efter min mening ingen grænser for hvor kort et kapitel må/bør være. Jeg er godt tilfreds og kan også godt lide, at du hiver os ud af den sammenhæng vi lige var i i prologen, så man tænker "Hvad er nu dette?".

Igen - man må straks læse videre for at finde ud af det!

Det var en spændende prolog, og man får straks lyst til at fortsætte for at finde ud af, hvad der sker.

Jeg må tilslutte mig Pias spørgsmål. Hvor dælen kom Llyre pludselig fra? Det kan være vi får svaret senere.

Gode rammer - gode stemningsbilleder - gode navne. Jeg er begejstret :)

(Jeg havde dog hellere set Dalus brøle end skrige, da han frustreret erfarer, at pigen er væk og giver ordre til, at området skal gennemsøges.)

Jeg må straks læse videre!

En vidunderlig kliché at indlede med. Jeg var en af dem der røg i med begge ben, og morede mig så meget desto mere, da jeg opdagede, at det ”bare” var en drøm. Nu havde jeg ellers lige sat mig op til at skulle indtage klassisk fantasy af mest brugte skuffe ;)

Du tegner nogle livlige billeder med dine beskrivelser af træer der slås om pladsen, og Runa der børster genstridige græsstrå af sine balder. Der benyttes efter min mening velvalgte ord til disse beskrivelser og du forstår at indgyde den sindsstemning i læseren, som jeg forestiller mig, at du ønsker. Det er lifligt at læse.

Meget spændende cliffhanger du afslutter med!

Jeg læser nysgerrigt videre…