Jeg kunne mærke følelsen komme snigende i takt med at nærmede mig de sidste linjer at din tekst: er der ikke mere? :)
Du skaber et rigtig fint stemningsunivers med beskrivelsen af kaffebaren og personerne derinde. Lidt tegnsætning bla. ved direkte tale samt opdeling i 'afsnit' for læsevenlighedens skyld kunne være rart. Men det er jo småting. Mest af alt, vil jeg bare gerne læse mere!

Kære Ansu,

Jeg synes du er modig. Ligeså mange ord du bruger, der lugter af nederlag og selvkritik, ligeså mange stærke, ærlige og omsorgsfulde ord ser jeg også. Du tillader dig selv at gå, når du bliver utilpas. Du er parat til at gøre nærmest hvad som helst for at opnå ro - hjælpe dig selv. Du har ikke mistet håbet om arbejde, kærlighed og omsorg, selvom håbet i sig selv piner dig. Du reflekterer over dine triggere og du taler med andre folk om det. Du har så mange traumer, der umiddelbart kunne være mere bekvemme at benægte - men trods retraumatisering bearbejder du dem stadig. Osv.

Udfra dette, ser jeg dig på ingen måde som 'behandlingsresistent' (et, for mig, ligeså provokerende ord som fx 'samfundsforstyrrende'. Hvem står mon bag dem??). Går det langsomt frem? Ja. Er det ubegribeligt hårdt? Uden tvivl. Men du ér stærk. Du overlever. Og jeg tror du gør det fordi du er så stærk til at kommunikere som du er.

Der er mere end rigeligt plads til dig i denne verden. En kasse at passe ned i er ikke lig lykke. Du rykker mere end du selv tror.

Knus herfra, hvis du holder fast i dit punktum. Hold fast i dig selv og held og lykke derude. :)

Det er en hyggelig start - usikkerhed, spænding og nye indtryk. Det tænker jeg de fleste kan nikke genkendende til. Interessant hvordan det udvikler sig!

Skal jeg komme med noget konstruktivt, må det være at du måske kan overveje 'hvem' du skriver til. Jeg er ikke ret meget ældre end dig, men jeg er allerede boomer nok til at stoppe op ved udtryk som: "Håndskriften er rimelig ekstra". Det stopper mig lige i et ellers fint læseflow. :)

Jeg synes også den her tekst er genial!
Du fanger læseren fuldstændigt i det her mysterie omkring hvad hun flygter fra. Og så har den et skræmmende fremtidsperspektiv med cigaretprisen og en naturlig dybde i sygdomsalvoren.

Jeg synes dog også der er et eller andet omkring slutningen, der virker lidt ufuldendt. Som skrevet i en anden kommentar, kunne teksten fint have stået uden den sidste linje. Alternativt kan den sidste linje formuleres, så den fremstår mere subjektiv - så det er tydeligere at det er noget Karen forholder sig til. Jeg kommer personligt til at læse den nuværende linje med en udefrakommende fortællerstemme, og det er jo ikke i tråd med resten af din tekst. :)

Uha. Jeg læser det som optræk til et ægteskabeligt skænderi. At man næsten kan se hvad der er på vej, men at der samtidig er en håbløshed i at forsøge at afværge det. Det er nogle flotte sprogbilleder! Helt klare stemninger de tegner, selvom man lige skal vende ordene et par gange inde i hovedet, før meningen åbner sig. Lidt ligesom at smage på god vin. Tak for det! :)

Jeg synes det fungerer rigtig godt med den ekstra plads. :)
Der når at opstå flere nuancer, selvom jeg godt kan se at dine korte tekster også er kraftfulde.

Meget fint digt. Ikke et eneste ord føles, ja, malplaceret.

Jeg smilede også. Skulle lige bruge et par forsøg på at finde rundt i 'du' og 'jeg'. Men det er bestemt en underholdende og rammende fortælling om kærlighed og afstand. Tak for oplevelsen! :)

Fedt flow og sammenhæng. Ofte bliver folk fastlåste i at skulle have rim til at gå op, og giver derfor køb på indholdet. Men det navigerer du vist ubesværet i!
Jeg tænker den egner sig bedre til oplæsning end som et digt der 'bare' skal læses.

Jeg kan også rigtig godt lide din tekst og den personlige udvikling der beskrives fra ferierejsen. Det er i hvert fald præcis sådan jeg selv har oplevet at rejse.

Der er lidt små grammatiske fejl og en lidt lang sætning: "Der var denne tydelige kontrast mellem de flamboyante grave og oldtidsværker fra den tidligere storhedstid, som udstråler et velhavende land og det moderne Egypten, som er præget af knuste drømme og kun et spinkelt håb for bedre tider."

Og så føltes det for mig som et lidt let stemningsskifte, da du går fra at beskrive de her dybe tanker fra 'din' ferie og til at spørge ind til din modtagers; der måske ikke har større projekter end at lære at cykle og at lede efter en dukke? :)

God skrivelyst!

Jeg tror kærlighed og smerte er noget af det der udvikler mennesker mest her i livet. Somme tider udvikler man sig for sin egen skyld, somme tider for andres. Somme tider bliver man stærkere, andre gange bliver man klogere.

Du beskriver nogle følelser i din tekst jeg tror er genkendelig for mange. Jeg savner dog måske lidt overraskelse i dine metaforer og sammenligninger. "Som en pil gennem hjertet" og "kærlighed i mine årer" giver mindre indtryk, fordi udtrykkene er set så tit.

God skrivelyst! :)

Der snød du mig. Herligt!
Et lang stykke igennem teksten føltes det mærkeligt at du ikke beskrev større smerte og frygt hos fortælleren. Det gav pludselig mening da stemningen skiftede.

Og så synes jeg titlen på teksten giver den en helt ny dybde. Hvor meget af det vi underholder os med i dag bygger mon på det samme sociale spil?

Jeg er ret glad for især den første del af dit digt - beskrivelsen af skyld som noget synligt, der vokser og udvikler sig.

Jeg glæder mig til at læse mere fra dig.

Haiku er en undervurderet kunst. Tænk at ramme så meget stemning i så få ord.
Du får det til at virke nemt!

Tak.