Jamen altså, kommer der en opfølgning til os læsere? Den sindssygt fortættede stemning, du har formået at frembringe, den nærmest skriger efter fortsættelse . . . .

Du skriver godt. Tak for en fin læseoplevelse!

Ulla altså! - Du kan så meget, og med dette digt sætter du tanker afsted hos din læser i flere retninger. Sprogligt synes jeg bare ikke helt, at det flyder, som du ellers så ofte kan få sproget til. Jeg synes, dit fine budskab, dine dejlige billeder og læserens mange nye tanker fortjener, at du lige skriver det hele igennem en gang til. Så tror jeg, der dukker en smuk helhed op? Prøv!

Indholdsmæssigt meget åbent og følsomt. Alligevel synes jeg ikke, at verselinjerne 5-6-7-8-9 hænger sammen, de bliver mest af alt en slags opremsning. Jeg ved, du kan gøre det meget mere elegant, så digtet også danner en ægte helhed. Prøv!

Indholdet i dit lille digt synes jeg er meget fint, følsomt og tænkevækkende. Dog synes jeg ikke, at ordet "mikrokorte" lydligt og sprogligt er velvalgt? Så mangler jeg lidt i forståelsen omkring "stilstand." Du bruger ordet som en modsætning til den hvirvlende fortid, og du postulerer også, at ordet ved selve sin "stilstand" skaber nyt? Jeg er ikke helt sikker på, jeg har forstået hele dit budskab?

Fint lille følelsestæt digt. Dog savner jeg en tættere tilknytning mellem digtets 5 første og den sidste verselinje? Sprogrytmen i sidste linjes sidste del kunne jeg godt ønske mere flydende.

Du har skrevet et dejligt og smukt lille digt. Et traditionelt haiku er det dog efter min opfattelse ikke. Skønt afvigelser findes, så er udgangspunktet, når et haiku skrives, at det, som dit digt, på et ikke-japansk sprog består af tre linjer. Disse tre linjer skal så bygges op med 17 mora (på dansk vist i stavelser, på japansk er det noget andet). Disse mora skal så følge et mønster med 5 stavelser i første linje, 7 stavelser i anden linje og 5 stavelser i tredje linje. Indholdet skal rumme et "kigo" ("klippeord"), som hele digtet drejer sig om. Der skal dog også være et "kigo" relateret til årstider. Så fremt man ikke følger disse klassiske regler, så er det ikke et haiku; men det er derimod et senryu, hvilket absolut ikke er ringere; men altså noget andet.

Jamen, der er da bare at konstatere, at du har leveret en velskrevet, vel tilrettelagt tekst, som næsten tangerer krimigenren ved alt det forudsigelige uforudsigelige. Dejlig tekts med egen indre spænding og overraskende slutning.

Fremragende stykke lyrik, hvor du lykkes med noget så sjældent som at give os indenfor autismespektret en stemme, som alle kan høre - og endda velskrevet!

Nu har jeg læst dit lille digt flere gange, og for hver gang bliver det hele lidt mere kompliceret. Overfladisk set får jeg som læser del i den almene menneskelige tvivl og usikkerhed, du beskriver; men på dramatisk vis ændrer de to sidste strofer det hele, så jeg må se mig selv over skulderen og også tænke over, hvor jeg var ved at sætte min fod, og hvilke beslutninger, jeg skulle til at træffe.

Meget spændende stykke lyrik, mangetydigt for læseren og dermed oplevelsesrigt og sprængfyldt med flotte og tankevækkende formuleringer som fx "Lagt til rette under tvungen tryghed," "Bringer ro til mit svindende sind," "Jeg håber I har samme blik, Jeg lukker mine øjne."

Tak for en rigtig god læseoplevelse - ville gerne høre dig læse det op? Prøv med YouTube ved lejlighed!

Når selv solen må søge dækning efter få minutter, ja, så må vi andre også. Du efterlader din læser med en iskold indre fornemmelse, der rummer både vemod og længsel, skuffelse og afsky og skrevet så smukt, at det kun kan være den isnende sandhed.

Fin tekst, tak fordi jeg måtte læse med!

Du maler alvorsord med skønheds pensel, og derfor åbner du faktisk nye døre for tidens menneske, som sidder der bag skærmen med sin ensomme og skræddersyede overskudslykke, ingen alligevel kan leve op til.

I en verden bygget op af uskrevne sociale konventioner og forudfattede forventninger bliver der uendeligt langt til de små smukke øjeblikke, der konstituerer det virkelige liv i det stille landskab, beklædt med stjernes lys, hvor vi med rene hjerter kan finde hvile på det bløde mos under mørkegrønne kroner.

Tak, fordi du tør vise os vejen tilbage til virkelighed og fremtid!

- og du blev hjemme, respekterede de sociale forventningsnormer, levede af drømme og frustrationer; mens du langsomt blev usynlig.

Tak for et fint og følsomt essay om en hverdag alt for mange vil kunne genkende.

PS: Tænk at du, din gamle oprører, bare er "faldet til patten?" Jeg har dig mistænkt for i ly af din usynlighed at pusle med litteratur og kunst, vi ad ndre kommer til at glæde os over senere?

Tillader mig at blande mig - jeg synes, du skal lade "fucking" stå, for du rammer tidsånden fint på den måde. Jeg synes, det er et rigtig godt stykke moderne lyrik, hvor du evner både at opbygge et anderledes og for nogle sikkert provokerende billede af en virkelighed, ikke alle vil være ved. Samtidig trækker du mig som læser ind i en tidstypisk sanseoplevelse, jeg måske ellers aldrig ville have fået.

Tak for et fint og meget anderledes moderne digt!

Fantastisk, medrivende - og som læser vil man have mere, meget meget; men kun spørgsmålene hober sig op på række og geled! Du kan så sandelig skrue en novelle sammen, så den pludselig er både litteratur og kunst.

Må jeg godt drømme om en gang at læse en roman fra dine tanker og hånd?