Tænkte hun tilbage, havde hun haft mange sorger og skuffelser i sit liv. Men mødet med Johan gjorde op med alt dét onde, hun havde gået igennem. Hendes, og deres fælles, lykke var fuldkommen. Og ikke nok med det, den lyste også ud af dem begge. Begges selvværd var blevet større. Ligeledes deres åbenhed, såvel over for andre, som for hinanden. Man kunne ikke komme uden om, at sige, at Johan havde gjort hende yngre. Friskere. Den humor, hun altid havde haft, var nu blomstret op. Endnu smukkere, end hvad den før var, medens han var blevet langt mere moden, end han havde været i nogle af sine tidligere forhold.

Når hun lukkede øjnene, så hun, for sit indre blik, deres familie forøges, brylluppet blive holdt - alt det de skulle opleve i den kommende tid, og til sidst så hun dem siddende sammen, med hinanden i hånden, på alderdomshjemmet og være glade endnu. Johan var stadig en nydelig mand, og hun... hun havde på ingen måde mistet sin charme. Hun var ældet med ynde... som det sig hør og bør i kærlighedens dagdrømme.