Jeg var et stort barn,
da jeg trådte ud på broen over floden
med rivende understrømme af længsler
og drømme.
Jeg fandt et stykke tømmer
og lod mig drive med,
strandede på små øer
der var for små til at holde mig fast,
eller jeg blev fanget af kolde
sorte og krogede grene
der rev og filtrede mig ind,
de steder jeg ikke ville være,
til jeg rev mig løs.
Den rivende flod var stærkere end alt,
den gav mig flugten fra virkelighedens kvalme
og kedelige jammer,
udenfor realismens gråtunge mure
blev jeg ført med
af det dybe vand med understrømme
som altid var i gang,
jeg vidste bare ikke,
at floden var fra dybet af mig selv,
og hvad jeg søgte.
Det er som i musikken
der aldrig holder op.