Hvem hører mine stille råb i tusmørket
Eller gråden som gurgler nede i brystet
Hvor bliver jeg af når søvnen indtræffer
Hvad vil scenarier bag øjenlåg, fortælle
Vil jeg nogensinde føle mig sikker igen
Hørte sikkerhed til på, fortidens grund
Har følelsen mistet sit navn i livets uro
Måske har den altid været en illusion
Opløses råbene til intet i atmosfæren
Hænger de som partikler i tusmørket
Mon nogen i fremtiden vil hører dem
Men i nutiden, kvæles jeg af stilhed
Skriger mig hæs inden i ensomheden
Venter på søvnen tager mig ufrivilligt
Til den kan give mig til virkeligheden
Og spytte mig ud på livets kolde jord