November er brun ligesom bladene der falder,
stadig med farve der spejler deres vej
mod døden ind i himlen,
tung ligesom regnen der siler
ned af træernes stammer
og slår mod taget,
som tårer i Gaza
ned af kinderne på børn der har mistet,
og gamle der græder.
November er store brune bjørne i min stue
der strækker halsen og rækker snuden op mod loftet,
de vejrer verdens fortræd
og menneskehedens ondskab,
de beder mig om at blive mor igen
og frelse dem fra små grimme bure,
sult og galdeindustri.
November er mørk,
en hi der inviterer til at sove
og drømme bløde drømme.
Den ved,
at kampene er små,
men at de altid er der,
den ved,
de vil vokse sig store en dag
i befrielsens ånd.
Med følsomme små hænder, gråd
og stærke tanker
vil de vinde.