Jeg kan godt blive urolig hvis der går for lang tid imellem, for blødheden er ro, og gode vibrationer er gemt i det tempererede vand. Med det varme skum af sæben arbejdet ind i hænderne, ser jeg længe ind i spejlet, inden jeg skyller efter, og går ud af rummet. Det er sådan det er, en vane jeg har, ligesom badene. Hver aften, hver morgen, lader jeg vandet bruse ned af nakken massere hovedbunden, til hele kroppen bliver blød. Som en smørklat står jeg bag forhænget og undrer mig. Det forandrer alt. Jeg ville ønske jeg kunne være mere der i det bløde, men det er som om nogen har slået en knude på mig, som jeg er ude af stand til at løsne. Det kommer ikke fra familien. Jeg ved ikke hvad det kommer fra. Alle har vel vaner, noget de plejer at gøre. Det er vist meget almindeligt. Efter badet går jeg tur.
   Jeg sætter mig på bænken ved åen. Mens hunden snuser rundt lytter jeg. Åen snor sig den risler, risler og risler, ja bobler langt ind i blodet, summer som en bisværm på en sommerdag. Magisk. Jeg tæller til tusind, nej hundredetusinde dråber. En sø et hav fyldt med små fisk haletudser tang, næppe havfruer. Men blågrønt blåt turkist og velduftende, med en fugtig smag på tungen. Jeg lægger hovedet bagover og nyder det, så tager jeg drikkedunken frem og skyller efter. Fylder munden med blødhed. Drikker og ser på hunden. Nogen gange tager han en svømmetur. Som en glad badebold sejler han rundt. Jeg nyder ham når han kommer op og pjasker. Han gør og danser. Jeg rejser mig og det sker jeg finder en pind og kaster til ham.