Jeg tænker på dig hver dag,
jeg savner dig ikke,
jeg savner det du aldrig gav mig, tryghed, kærlighed og en mor.
Folk siger du elskede mig, folk siger at jeg var din verden?
Jeg synes bare at det er lidt fuckt op at du så aldrig blev en del af min verden,
for du skulle være den,
der holdte om mig og trøstede mig,
men nu har jeg kun
kun tomhed, ar og forvrænget minder.
Det handler vel om prioriteringer.
Det måske rigtigt, at det er P din verden handlede om, men det P for piller og ikke P for Patrick.
Udover at du aldrig har været der for mig, så har jeg også arvet din ekstreme tendens til selvdestruktiv adfærd, jeg skal altid holde styr på mig selv for ikke at havne i en nedadgående spiral.
Jeg har så meget vrede over dit navn i mit hoved.
Jeg savner dig ikke,
jeg savner det du aldrig gav mig.
Jeg mærker mangel af fyld,
Jeg mærker en tomhed som aldrig kan blive fyldt.
Hvor er du når jeg er ked?
Hvor er du når jeg har gode nyheder?
Hvor er du når jeg har brug for gode råd?
Hvorfor valgte du at forlade mig?
Måske var det bare dine demoner der tog over,
måske er det slet ikke din skyld,
måske er det bare dybe traumatiseret ar og beskidt blod der går igennem familiens blodårer.
Jeg vil gerne have en samtale med dig,
og
så måske bare en enkelt gang at kunne kramme dig.
Når jeg tænker på dig gør det ondt.
Lige nu sidder jeg med smerte i brystet og glor,
Jeg var det lille barn der løb efter ligvognen og råbte "MOOOOR!"
Det gør ondt at læse, men det gjorde sgu mere ondt at opleve,
HVORFOR SKULLE DU OGSÅ FORLADE MIG?!
HVORFOR VAR PILLERNE VIGTIGST!?
ALT DU SKULLE GØRE ER BARE AT LADE VÆRE MED AT DØ!
Den dag jeg fik nyheden at vide blev jeg krammet, så resten af mit liv forbinder jeg kram med dig og din død.
Et lille barn der undre sig hvornår mor kommer igen,
Et lille ulykkeligt barn der er ensomt fordi det ikke har en ven.
Et lille barn der er forvirret, hvorfor alting gør så ondt,
Et lille barn der ikke forstår at selvhad ikke er særligt sundt.
En ung mand der skal gå igennem så mange forvirrende følsome dage.
Jeg er klar over at min vrede er malplaceret,
på en underlig måde elsker jeg dig stadig,
jeg stjal mit ødelagte hjerte fra din grav,
den dag jeg tilgiver dig, reparere jeg hjertet for så har jeg brudt min arv,
Jeg har muligvis brug for terapi, men jeg ser det som svaghed,
så min terapi bliver min poesi.
Jeg snakker før jeg tænker men det betyder ikke at jeg ikke kommer til at tænke over hvad jeg sagde,
Jeg snakker aldrig om dig, men jeg tænker på dig alle ugens dage.