Jeg husker, hvordan jeg fulgte med
i kunstskøjteløb gennem barndom og ungdom,
og hvordan jeg selv løb på skøjter,
til jeg gav dem væk,
jeg frøs så tit mine fødder
i de hvide skøjter med de blå beskyttere,
når jeg var besat af at løbe
på de frosne søer.
Nu er der OL på TV,
og jeg er lige ved at gå år tilbage
i sind og krop,
hvor jeg husker,
hvor svært det var at dreje rundt,
og hvor frihedens vinger fløj med mig i farten.
Nu får jeg en klump i halsen
ved mindet om min sidste dans
på en lille tilfrosset dam
i vinterens mørke
med de tindrende stjerner
der blinkede så små i glimt højt deroppe.
Jeg går tilbage igen,
jeg ved,
at jeg aldrig mere bliver ung,
men gråden fordufter som en sky og bliver væk.
Og jeg vågner i rolig accept over,
at jeg godt må leve
lidt endnu.