Han sidder ved det gamle spisebord. Arvegods.
   Ser ud over hele stuen, fyldt op med disse møbler som samlet var en stadsstue på en nordjysk storgård, i en fjern fortid, Møblerne blev reddet ud af hovedhuset, før det brændte ned. Nu står de i København, 160 år efter. Han tænker, at stuen er lige dele: En klods om benet, en historie om hans familie, slægt følger slægt. Nu bekymrer det ham, at han selv er kommet godt op i årene og hvem skal arve stuen efter ham. Han ved ikke hvem der kærer sig om historien eller hellere lever et - køb nyt, smidt ud IKEA liv. Børnene er ikke til sådan noget gammelt.

Hælder en kop kaffe op. Løfter koppen op til et tankefuldt ansigt, imens han mumler:
   "Det kunne være, at når jeg nærmer mig kanten og hvis jeg stadig er i stand til at bevæge mig og have en selvstændig tankerække... så skulle jeg afslutte møblernes lange rejse, sammen med mig".
   Slubrer i kaffekoppen. Han ser ned i koppen, som var det dens skyld. Løfter ansigtet og øjenene har en indre glød.:
   "Måske skulle jeg brænde os af... denne verden er ligeglad med håndværk, arv og historie!"