Livet var begyndt at ordne sig. Jeg var blevet gift og vi havde fået to sunde og raske børn. Vores første søn fik en fødselsskade og var handikappet hele livet. Min mand havde en god stilling og jeg var indrettet med hushjælp, på grund af vores ældste søn som brugte megen pleje. Det var muligt, fordi vi levede i lande, hvor man uden videre kunne få hjælp.
I Singapore begyndt vi at besøge en Metodist kirke om søndagen. Wesly Metodist kirke blev det sted hvor en vækkelse begyndte som bredte sig til andre kirker i landet og ud over landets grænser.
Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at føle mig miserabel uden rigtig at vide hvorfor. Jeg havde altid set frem til noget i livet og nu hvor de vigtigste ting var blevet opfyldt, var det som om der stadigvæk manglede noget. Jeg begyndte at eksaminere mit liv, uden rigtig at finde ud af hvorfor. Af og til låste jeg mig selv inde i badeværelset og så hylede jeg bare. Jeg kom til det resultat, at det jeg søgte fandtes ikke på denne jord og det gjorde mig endnu mere miserabel. Jeg sagde ikke noget til nogen heller ikke til min mand, men af og til tog han mig trøstende i sine arme.
En Søndag til gudstjenesten, mens præsten prædikede, viste sig et stort rør over hovedet på præsten. Jeg vidste det kun var jeg som så det. En stemme sagde: Det er, hvad du søger, du kan modtage det eller af læne det.
Hvis du af læner det, vil du vedblive at føle dig miserabel. Jeg viste også, at det kun var jeg som hørte denne stemme. Derfor modtog jeg det, som jeg på forhånd ikke vidste, hvad det var. Guds kærlighed fyldte mig fra top til tå. Det kom på den måde, selv om jorden ville forgå, ville jeg vedblive at være til, fordi jeg var elsket af Gud. Før det forlod mig, sagde det: Jeg forlader dig nu, men jeg er der, når du bruger mig. Denne kraftige udgydelse skete tre gange. Derefter var jeg et forandret menneske. At det også kunne ses udvendig, mærkede jeg, da jeg næste gang var på ferie i Danmark og fik fortalt, at jeg havde forandret mig.
Gud vil give os en ny ånd og gøre os til et nyt menneske, men det er et valg, for Gud tvinger ikke nogen. Det er ikke nok at gå i kirke og læse i biblen, hvis vi ikke har tilladt Guds ånd at forny os. Gud er personlig. Johannes kapitel 3. Det gælder også for præster.
Hvordan Gud dømmer mennesker som ikke har hørt evangeliet, skriver jeg om en anden gang, men de første kapitler i Rømer brevet siger en del om det. Naturen er vores anden bibel, hvor vi skulle kunne genkende skabelsen.