"Tag hatten af når du er indenfor!" brummer Onkel Steven. Han griner mens han langer ud efter mig og snupper kasketten. Jeg er ikke lav, men med sine 2 meter er det umuligt for mig at nå min hovedbeklædning, når han strækker sig. Onkel Steven er landmand. Han har altid boet her på egnen.
   Min mor sætter både kolde og varme retter på bordet. De kommer i en eller anden rækkefølge, som jeg ikke kan huske. Onkel Steven sidder overfor mig med en Dyrlægens Natmad i skægget. Hans tænder er gule. "Nu mangler du kun ørering i det højre øre, så du en rigtig bøs'karl." Onkel Steven griner. Tænderne går op og i. Min far griner. Vommen rumler. Min mor siger forlegent et eller andet, som ingen rigtig hører. Hun henter mere mad.
   Vi drikker kaffe avec og diskuterer det kommende kommunalvalg. Jeg stemmer rødt. Onkel Steven skriger noget ind i mit hoved om, hvor fanden pengene skal komme fra. Min far skriger samtykkende. Mor sætter sandkage på bordet. Og en kiksekage efter tysk opskrift. Jeg har altid godt kunne lide den kage. Den har altid føltes kold. Onkel Steven sluger et stykke i en mundfuld og tømmer sin 3. cognac. "Nu mangler du kun ørering i højre øre, så du en rigtig bøs'." Han skuler. Det hvide i hans øjne er gult.
   Mor sætter en håndfuld hof på bordet. Oplukkeren med det hvide skaft har vi altid haft. Vi spiller matador. Jeg hader at spille matador. Alle gør altid det samme. Jeg går efter de billige felter først på pladen. Far går efter rederierne. Mor vasker op og Onkel Steven køber Rådhuspladsen. Han slår til spillet, da han ryger i fængsel for 3. gang. Brikkerne flyver. "Ej pas dog lige på!" siger jeg lidt for ophidset, og skynder mig at kravle ned på gulvet for at samle mine røde hoteller op. "Hva' sagde du din lille bøs'karl? Skal du snart have ring i højre øre eller hva'? Hva' din lille bøs'?" brøler Onkel Steven oppe fra bordet.