Det er som om jeg er død, for jeg sidder på sofaen og ser mig selv. Men det er ikke voksne mig, nej det er lille mig. Da jeg var barn, i min tidlige barndom. Jeg ser på mig selv i mine tanker, bag mine lukkede øjenlåg. Jeg har medlidenhed med den lille pige, jeg ser danse. Hun er ikke klar over det liv der venter hende, så ubekymret at det giver et stik i mit hjerte, hun er så uskyldig, så livslysten og jeg vil ikke tage det fra hende. Jeg vil ikke hive hende ud af den fantasi, men før eller siden vil jeg være nødt til det. Ville ønske jeg kunne gribe ud efter hende, holde hende ind til mig, tage hendes hånd og hjælpe hende gennem det kaotiske liv hun går i møde. Hun ved ikke hvor mange slag hun skal stå imod for, hvor mange gange jorden vil forsvinde under hendes fødder, hvor ofte hun vil lede efter den puslespilsbrik der mangler, i forståelse af hvorfor livet bliver som det blevet. Ville ønske jeg kunne fortælle hende at alt ændrer sig, at det nok skal blive godt igen, at jorden en dag vil løfte hende i stedet for at vælte hende. Jeg ville hviske hende i øret og forsikre hende at fremtiden er at se frem til. Men det kan jeg ikke, løgnen ville være øredøvende.

Pigen danser bag mine øjenlåg, så fredfyldt, med et skævt smil på læben. Stadig naiv og så eventyrlysten. Jeg håber så inderligt hun for altid kunne danse, men jeg ved det ikke vare ved. For hun er mig og jeg er hende. Et sug går gennem min krop da pigen falder, hendes øjne fyldes af tårer. Jeg rækker ud efter hende, vil så gerne hjælpe hende op og trøste hende, men jeg kan ikke nå hende. Hun er for fjern, men står så klart frem. Spotlyset får hende stadig til at lyse op, som hun sidder der, hvor hun faldt. Men skyggerne nærmer sig hende, jeg råber til hende, men hun kan ikke høre mig. Det selvfølgelig fordi hun ikke findes, kun bag mine øjenlåg, kun inde i mig. Den glade dansende pige, sidder bare der med tårer ned ad kinderne. Hun stoppede med at danse, hun klamre sig til jorden med frygtsomme øjne. Skyggerne kommer nærmere og nærmere og omkredser hende i et mørke, der tætner.

Jeg har brug for at snakke med hende, jeg ved at vi begge ikke kommer videre før vi finder svar, men ingen af os ved hvor vi skal lede. Alt er tåget, og nogle minder er svundet gennem årene. Nogle gange kigger hun direkte mod mig, som om hun fornemmer min tilstedeværelse og jeg hvisker at jeg nok skal lede videre. For hende, for mig, os begge, før da kan ingen af os blive sluppet fri. Jeg ser hende vokse foran mig hver dag, hører hende fortælle om vores liv, som var det et minde. Sommetider er hendes stemme bævende, andre gange monoton. Hvis bare jeg kunne fjerne al smerte, række ud efter det og tage imod den. Løsne knuderne i hendes mave, og fjerne jernnæven om hendes hjerte. Løfte hende op fra jorden og danse med hende. Men det sker ikke, alt er tabt for hende, faktisk eksistere hun ikke, kun inde i mig, kun bag mine øjenlåg.

Det piner mig, at den pige jeg ser for mig nu, ikke længere er den lille dansende pige. Det hul jeg føler opsluger mit hjerte, vokser i hende. Jeg ser gennem hende, ser hendes hjerte bløde, ser tårerne trille, ser frygten og angsten malet i hendes ansigt. Jeg ser hendes læber og hører hendes råb om hjælp, men jeg kan ikke nå hende. Hun er blot en silhuet nu, mørket har omkranset hende, og skyggerne svæver omkring hende. Hun råber om hjælp, men ingen hører hende. Hendes råben giver ekko i mit hoved og jeg hvisker at det nok skal gå, endnu en løgn, flere tomme ord og løfter jeg ikke kan holde. Pigen bag mine øjenlåg kæmper for at komme op at stå, kæmper for at danse, men mørket er for tykt og skyggerne skubber hende rundt. Et gabende hul breder sig under hende og jeg ser hende falde igennem. Strækker mine arme ud i ren refleks, i håbet om at gribe hende, men hun falder gennem mine fingre og forsvinder.

Mange år går, hvor jeg ikke ser hende igen. Jeg kalder på hende når jeg lukker øjnene, men intet svar og ingen pige dukker frem. Jeg leder videre alene, leder efter de svar vi ikke fandt sammen, leder efter noget der kan bringe hende tilbage. Siden hun forsvandt, har jeg kunne mærke tomrummet vokse, siden hun faldt gennem jorden hun sad på, siden skyggerne slugte hendes lys og tog dansen fra hende. Siden den dag, har verden omkring mig kun være i gråtoner, som var jeg farveblind. Intet betyder noget, i hvert fald ikke som det gjorde engang. Får jeg nogensinde den lille pige at se igen, eller er al håb ude for os begge. Med hende kunne jeg se verden i et andet lys, men lyset slukkede da hun forsvandt.

Måske hun aldrig var her, måske var det, det rene opspind, måske VIL jeg ikke se hende, måske gør det for ondt at se vi engang var glade. Engang hvor livet endnu ikke havde slukket lyset, hvor livet var en åben dør og musikkens toner endnu var glade. Bag mine øjenlåg er der mørke skygger der svæver, dystre silhuetter og flakkende lys der pustes ud. Af og til hører jeg hendes stemme fjern og svag, kalde på mig. Men hun er usynlig for mig, væk, endnu et minde, et fantom der gik tabt. Men jeg leder stadig, selvom håbet er sparsomt og svinder for hver dag. Jeg MÅ finde svar, jeg MÅ bringe hende tilbage. Hvis ikke, er alt tabt. Hvis ikke jeg får den lille dansende pige at se igen, vil jeg forgå. For hvis hun er væk, så er jeg også væk. I stilheden kan jeg høre hende græde. En hul hulken fra det allerinderste af min sjæl. Hende der engang dansede, faldt for skyggernes fødder og forsvandt.