Når jeg er ensom,
møder jeg min dybeste stolthed,
hun er så klog af skade,
så hun fortæller mig alt
det hun ved om at bremse,
før det er for sent,
om aldrig at røbe øjeblikkenes sandhed
i natten,
men flette digte udenom
alt det der driver indefra.
Så jeg skal skrive papiret på hendes befaling,
ord i den oplyste computerskærm
der er som små myrer
for at løbe rundt i billeder
eller malerier
i musikkens aller sidste hukommelse,
før jeg ved,
jeg vil spille "Helpless"
med de tre akkorder som Niel Young
i mol, når han græder.
Eller indpakningen,
sløjfen der skal bindes rundt om
som en blomst til sidst,
når jeg er færdig engang.
Mit papir er mørkeblåt,
også i computeren med lys,
det har det altid været.
Og sløjfen den er lys
og hvid som himlen.