Der er scener fra mit liv som jeg allerhelst vil slette
makulere til ukendelighed
og katapultere langt ud i universets mørke
og uendelighed
Det er den rene elendighed
når erindringens skamfulde ørken lægger sig for mine fødder
og gøder
mit livslange dårlige selvværd
som kun ses i stearinlysets skær i de lange nætter
med hændervriden
og som fletter samfunds- slægts- og kulturlag ind og ud
ind og ud
ind og ud igen
af mine erindringer og af mine forventninger
til mig selv
forventninger
til mig selv
og til hvem der ellers måtte have forvildet sig ind i de scener
som nu engang er en del af det skjulte liv
mit skjulte liv
det jeg lever i skyggen
det jeg gemmer under en sten og som kun vælter frem når stenen løftes
som insekter der har skjult sig for lyset
og andres blikke
Som de følelser og tanker der er mine og mine alene
begår de sig som gribbe der kun formår at slippe
for livets genvordige ulmende slipvind af skam og skyld
og skam og skyld
og skam og skyld
i en uendelig cyklus
og når de dør og når de kommer i himlen
Jeg formår ikke afslutte dette digt med hånden på hjertet
men dog med foden på beatet.