Jeg skriver fordi jeg vil
Og ikke kan lade være
Fordi jeg er et uudtømmeligt monster af ord
Jeg kaster dem op i hovedet
På Gud og hver mand
Om du vil det eller ej
Får du mine gloser
På skrift
Som talestrøm
Der aldrig stopper
Mit ord-opkast
En ægte malstrøm
Som du vil være forevigt prisgivet
Når først du har nikket i accept
Vil dit øre være mit
Og mit og mit
Og mit og mit og mit
En evig trængsel af ord
Der fodres af tanker der står i kø
Jeg bliver verdens navle
Flosklernes dronning
Der med mit septer befaler dig at stå til rådighed
For mig
For min malstrøm
Af ord
For dig en lille evighed
For mig kun et kort sekund.