Hun sidder som en sisken på en gren og gynger
i skellet under himlens uendelige lysegrå,
klemt af tiden og for evigt tavs,
øjnene skifter retning med sekunders mellemrum
i uskyldig viden om alt det,
hun aldrig havde ønsket,
at hun skulle vide.
I takt med tankernes mange konklusioner
banker hendes lille fuglehjerte,
i takt med opgivelsen under flertallets sejre
og alt omfavnende magt
er hun blevet stille indeni.
I ly af forståelsen
ville hun ikke lyve for sig selv
og fløj sin vej.
Grenen gynger uforudsigeligt i vinden,
verden er langt borte,
mens hun pudser sig under den ene vinge.
Kun en utydelig brummen af krigen i det fjerne
der langsomt kommer nærmere
får hende til at lytte
og rette øjnene fremad,
som om hun ville lette.
Grenen gynger ude i horisonten af en verden,
hvor en sisken vipper vagtsomt under himlen
og aldrig vil sige mere.
I en fjern tilstand af gråd
ved jeg pludselig,
at hun også er mig.