Tvivlen der nager,
tvivlen der skubber tanker,
tvivlen der knækker håbet i lange timer,
og tvivlen der opgiver i sin svaghed,
når sandheden viser sit ansigt ind imellem.
Tvivlen der laver kludder i mit hoved,
og tvivlen der altid er strunk i sin usikre færden
bøjer aldrig nakken,
når den viger,
bliver den til en skygge,
før den forsvinder med den samme ranke ryg.
Tvivlen der gnaver sig dybt ind
prøver forsigtigt at blive,
den tror, dens hjem er her,
og at den har lov
til at trække vejret med mit hjerte.
Hvem har skabt den ?
Det har de.
Hvem har bedt den om at blive følt ?
Ingen.
Den er snigende og lille,
når den vover sig hen imod mig,
og vokser sig større,
når jeg giver den mad.
Den skal styres med en kærlig hånd
og stryges over kinden.
For hvis jeg ikke også holder af den
som en jævnlig gæst,
bliver den for meget mig.