Morgensolen sender ingen dæmpere
på følelser der vågner,
morgensolen kender ingen kærlighed
at pleje gamle sår med,
den store ego stjerne badet i sit eget lys
har ikke set mig.
Den skinner ind i dybt betændte rifter
der bliver lange som ufremkommelige veje,
den hepper på alle de tanker
der blev født en tidlig morgen og som myldrer
rundt som stikkende gift pile gennem dagen,
den puster til alt det lys
der slår flammer ind i dagen,
så det gør ondt,
når de rammer mit hærdede sind.
Jeg sender bønner gennem natten,
før den vågner,
jeg håber, den hører mig et eller andet sted: Hvordan
kan du være så ubarmhjertig
at lyse alting op
og mere end fordoble ind i ondskab,
så man ikke mere kan trække vejret,
men bare håbe at dagen den går over af sig selv.
Fuld af mathed kan jeg ikke mere føle,
varmen er blevet kold,
mit brandmærke blev mejslet med jern,
så jeg aldrig mere skulle huske.
Det brændte sig ind med morgensolens stråler,
og det vidste alt.