Der er et mørke som slår op omkring mig
hvadenten det er til at forstå eller ikke.
Det er en melankolsk musik, hvis toner jeg kan drikke.
Det er som en singlemalt whisky med helt specifikke
dufte, smage og betoninger skræddersyet til mig.
Det er som svanens vinge der fanger solens sidste
forgyldte lue, som flakser og blænder bort
hvorhen ved jeg ikke, blot at jeg kan miste
alt det jeg ikke ejer og som er stort.
Alt det jeg ikke kan begribe af skyer og bjerge.
Alle naturens underværker og det store hav.
Jeg husker vi sejlede på en flod på en færge
I skumringstimen mens vi sad og tav.