Sommetider får jeg ondt af manden,
når forfængeligheden falder til jorden i forstillelse,
når hans selvsikre verden bliver forvandlet til undren
som en lille dreng der bliver snydt for sit lørdagsslik,
og usikkerheden begynder at herske i det ansigt
der altid var trukket op i magtens paradis,
når han holder op med at råbe "pik" i sarkastisk galskab
og "nok se, men ikke røre" i spydig hånlighed.
Når alting bliver anderledes,
end alt det han vidste,
end den identitet han troede,
han skulle have for at overleve,
og hans selvværd knokles og alting falder fra hinanden,
knækker han sammen og ønsker
sine drømme blive til virkelighed,
så han kunne flyve som en supermand og vinde alle.
Men da hans ensomhed vandt en dag,
og angsten tog ham med,
kunne jeg pludselig se ham.
Når han går og tænker
uden uniform og rører ved evigheden
med sit jeg,
og når han ved
en verden i forvandling
med sin sjæl,
så bliver vi som fjerne venner.