Endnu engang ved jeg,
at linerne bliver klippet over
i takt med det onde der sker,
endnu engang ved jeg,
hvor ligeglade de altid har været,
når jeg er aller mest ensom.
Endnu engang ved jeg,
at det aldrig mere skal være mig der begynder,
og at nu holder jeg fast.
Endnu engang dykker hjertet ned i maven
i forvredet angst,
og endnu engang spøger tvivlen.
Endnu engang må jeg undres,
over hvor meget jeg tog fejl,
de mange gange når jeg troede,
at nogen måske så mig,
som jeg er og vidste,
at man skulle ringe eller skrive.
Nu ved jeg,
de nyder at pine mig ud i psykisk terror,
hvis jeg rammer deres tankerækker.
Men nu ved jeg,
hvor jeg skal gå hen.
Endnu engang
må jeg lukke min dør,
med min stolthed
for at overleve.