Tænk hvis det vi gør er ubetydeligt, men det er nok ikke så sandsynligt. For det at drikke whisky er både åh så fint og ganske sublimt. I aften på min bopæl, er her whiskysjæl - og vi sidder på stole, som er de penslet med lim - og jeg siger bare lutter rim - og det betyder ikke noget - og det er ikke en gåde, bare ord på en snor, der snor sig - og vi drikker whisky for hyggen - og klapper Jens på ryggen.
I Højlandet summer myggen, den stikker og tigger mig om, at gøre noget anderledes, som jeg ikke kan gøre noget ved, fordi verden er gået af led og selvstændighed kommer ingen ved i vores tid. Så når jeg føler mig lidt vemodig, tager jeg et glas Caperdonich fra Spey - og finder en stille plads, for det er så let at taste rundt, når jeg kan slette alt, for verden er ond og hvis du har det lidt skidt, tager jeg det tilbage i baglæns skridt og nyder en Caperdonich fra det lukkede destilleri. Det er ubestridt vellidt - i BoB - og giver livsappetit.
Er du den mere hardcore type, så tag dig en Bowmore fra Islay, så får du det vildt - og tænker, at det er lige vidt, om jeg gør mig til, lige her - eller lige der - eller bare, hvor det er bedst, at jeg er. Whisky kan drikkes hist og her - og netop der, hvor det for godt befindende er - bedst at jeg indfinder mig med at vær'.
Om whiskyen i glasset er fra Skotland, Nyborg, Japan, Skjern, eller København er lige fint, for det er både nytte og etik at drikke whisky - men hvad angår nytteetik er vi lige vidt, måske er det mig, som kommer ned med nakken fordi de fleste glatter nakken eller fordi en tredje person, som ikke aner hvad der foregår, og alligevel formår, at sige ting, som var de ikke sager, men rene klager, der bor og snor sig om benet som en klods, der trækker mig ned i en boks med smukke ting, hvor jeg går i ring med en afsløring - af diverse miner som whisky miner, eksplosive miner, landede miner og blandede miner omkring alle mine piner.
Piner som klimapiner, biodiversitetspiner, forbrugspiner og så den her tro på, at væksten og velfærden kan vokse år for år. Det er blår i vores øjne og sår på vores jord og fake news der slår. Så jeg åbner en Ardmore og får en ekstra tår, tænker over menneskenes kår og længes efter forår her i mit efterår.
At være lette, legende og fri - burde være de unges kår - men hvad med den verden de skal leve i - når vores generation har givet jorden så mange sår? Blir de så fri, fri som en verdenskrig? Tænk hvis beskidt - er så rent som hvidt - og kulsort nat - er oplyst af solens blod, så er det at jeg finder ro med en whisky fra High Land Park destilleri. Ja jeg trænger til ro - og gøre det jeg kan li.
For isen smelter, permafrosten tør, da methandragen er sluppet løs, som en naturens sabotør. Udledningen af CO2 stiger år for år. Samtidig fældes skovens træer og skaber store sår og den dyrebare natur forgår. Så når havet dækker Maldivernes Ari Atoll - åbner jeg en Blair Athol. I Kristeligt Dagblad skriver de, at vi skal tage klimahysteriet med stoisk ro, så nu nyder jeg en Loch Dhu, så jeg kan finde den rette tro.
Så hvis du mener noget om alt det, så sig det, som du vil - og tag mig væk fra det, jeg ikke kan gøre noget ved. Og når jeg ikke ka gøre noget ved det, nyder jeg en whisky fra Glen Grant og blir nærmest glad. Ignorerer apokalypsen for jorden er syg, den har fået mennesker, som bliver fler og fler og forbruget stiger mer og mer, så jorden har feber og reagerer lige om lidt.
Jeg har fået whisky-feber og åbner en Glenn Albyl. Atomkraft siger i; Så siger jeg affaldsproblemer og Tjernobyl. Så spørger jeg Gud i et syn; men han er tavs, for Gud har sagt op, fået et nyt job, nu må vi klare det hele selv, nu kan vi sejle vores egen sø, siger han, pø om pø. Melankolien har længe stået i kø. For vi skal alle engang dø. Men inden da, da har jeg et håb og en røst. Lige indtil regnen løber tør - har vi alle mulighed for, at gøre det vi bør. Men husk nu at nyde en single malt - håber aldrig vi løber tør.