Jeg danser med et spraglet skelet henover graves hellige buler. Svinger om og skubber alt væk, trækker den kolde krop nærmere. Jeg begraver tæerne i den nygravede jord, mens skeletters knogler rasler løse som fjer i et morbidt kor. Med step til venstre ler jeg ind i tomme øjenhuler, inden valsen til højre sender hat og stok flyvende over ligusterhækkens fintklippede vægge. I tango og quickstep findes pulsen, hvor kødet flænses, til jeg forenes med partneren kolde hånd og dejser om i de dertil forebredte huller i midlertidig hvile. For jeg vil altid gentage succesen og danse lystent under den næste månes forræderiske skær, hvor skeletternes klappen er den eneste dirigent for takten.