Jeg forventer af mig selv, at jeg kan skrive.
At jeg kan tænke.
At jeg kan leve.
Som det forventes af mig og mine nærmeste og af verden som den er sammensat.
Jeg kan ikke altid leve op til mine egne forventninger.
Tvivlen nager og skylden ætser.
At give op er evigt nærtliggende, men hvad hjælper det ud over at lade sig selv synke længere ned i selvmedlidenhedens lage?
Jeg forventer ikke at kunne forstå mig selv, men jeg forventer en hvis grad af kontrol.
Så hvor er jeg, når den går tabt?
Hvad er jeg?