Sidder i min sofa.

Midt i en Corona tid.

Der er rødvin i glasset, det er der tit. Ved godt det sker for ofte, men trænger til den røde kærlighed som druer kaster af sig. Køber bedre vine, så det ligner nedtur på første klasse.

Stille og roligt gøres der status.

Sådan rigtig nedtur er det vel næppe, bare et par glas til trøst i en hård tid. Ikke fordi det er Corona tid med Covid-19 trusler til mit kronisk udsatte helbred som hjertepatient, vist er jeg ekstra sårbar på fysikken... som nu og altid er et livsvilkår.

Det er så meget uforløst. Det fylder op i sjælens rygsæk. Konkurs, børnene der er langt væk og de sidste par år har været ekstra hårde. Først døde far, så gik Mor og kort efter tog lillesøster afsted. Så meget tab af nære og faste holdepunkter. Resten af familien er langt væk og der er stille som altid.

Hælder et glas op.

"Hvordan ser livet ud?" spørger jeg mig selv.

Faktisk henvendte jeg mig til en psykolog for at spørge ham om han kunne hjælpe mig med det spørgsmål. Så kom Corona pandemien, klinikken lukkede og han kunne ikke give mig svaret. Tror ikke han har svaret, men tænkte vi kunne lede efter det sammen.

Faktum er, at jeg ikke har grædt længe. Ingen tårer. Forstenet i min sjæls grundvold. Føler mig forladt. Kærlighedsløs. Familie ensom og gået kold.

"Hvad er jeg for et menneske?" spørger jeg igen og hælder et nyt glas op.

Den smager godt denne drue, tør, fyldig og dejlig eftersmag, som jeg holder af.

Ja, hvad er jeg for en og i hvilket liv? Et efterårs liv, alderen trykker og leddene knager. Hvordan skal jeg komme i mål på en ordentlig og indholdsrig måde?

"Hvad dælen!", har grebet flasken og konstaterer, at den er tom.