Jeg er under langsom opvågning.
Værelse 28.
På landet
et sted.
Fjernt fra min by.
Udenfor -
den let rislende
velduftende støvregn.
Svage, summende stemmer,
der bryder morgenstilheden.
Indenfor
ligger jeg endnu i sengen,
let roterende rastløs
med hovedet
på den store pude,
der har irriteret mig
grænseløst i natten.
Jeg er ør i støjen
fra gårsdagen indtryk.
Mine tanker er sendt i kredsløb.
Du er for længst kørt.
Udramatisk.
Men kørt.
Jeg forsøger
at tage dig af mig
som en slidt frakke fra forrige år.
Det lykkes nu ikke særlig godt,
som om du efterlod din energi
fra vores møde i skoven.
Som om
du stadig er her.
Hængende
ved.
Jeg sms'er dig.
Overvejende enig med mig selv,
afklaret,
tror jeg!
Jeg beskriver udførligt
vores vi's umulighed.
Understreger, pointerer,
streger ud.
Jeg får mig stået op,
ser mig kortvarigt bagud.
Vinker
stilfærdigt farvel
til hotellet.
Et strejf af en sidste gang.
Værelse 28.
Der er svar på sms'en.
Lad os tales ved,
foreslår du.
Ja for fanden,
lad os tales ved,
returnerer jeg.
Og runde af!
Understreger jeg,
for ligesom
at holde mig selv fast-
I de sorte mellemrum
mellem de tre broer
er jeg igen intakt nysgerrig,
og i min blå bevidsthed
billedliggøres
krystalklart
en stadig usleben diamant.
Hjemvendt
møder jeg i telefonen
din stemme.
Jeg fortabes, som altid
af dens særlige blødhed.
Jeg opløftes af ordvekslingen.
Mærker din energi på afstand.
Jeg åbnes stort.
Tvivlen
flyder rundt i mit sind.
Er umuligheden alligevel en mulighed?
Lad os brænde de gamle frakker
fra forrige år.
SAMMEN.
Jeg savner din tryghedshånd i min.