Smerten rammer som lyn
livets skrøbelighed.
Selvfølgeligheden i vores udødelighed
udfordres i mørket,
som en ubuden gæst.
Splitsekundet
spreder kaos af frygt.
Lydløse tårer,
er som fugtige chok på min kind.
Tanker sættes i kredsløb.
Er det et aldrig mere?
Et endeligt nu?
Du er gået i uopnåelighed.
Skærmet og
adskilt.
Kompetente blå uniformer redder liv.
Det skal de.
Det må de.
Du hører til her,
ikke i engles eller stjerners nat.
Lige her og nu, hører du til,
fortsat længe.
Blide professionelle stemmer beroliger
lammende uvished.
Endelig må jeg se dig
igen,
mærke din hånd,
levende i live.
Jeg lytter til din skælvende stemme.
Omstændighederne taget i betragtning
relativt fornuftig fortælling.
Du er nu kønnere
uden elektronisk tilslutning,
siger jeg forsigtigt
opløftende.
Stadig i forvirret sorg
smiler vi til hinanden.
Vores hjerter mødes i lys.
Jeg ser styrken i dit blik,
beslutsomheden i din kraft.
Jeg læser tekstens dybde, som
en usynlig kodet besked
i dine øjne.
Jeg ved med et'
at du er her -
fortsat længe.
Det glæder mig stort.,
min elskede ven.