Lettelse fyldte mig fra top til tå, jeg klarede det, jeg klarede det virkelig. Jeg fik 10 i engelsk eksamen. Jeg gik stille og roligt igennem skolegården, selvom jeg lige så godt kunne have danset, råbt og skreget. Jeg gik hen mod cykelstativet, der stod bag ved den 2 meter høje hæk. Det var lidt irriterende for man skulle gå hele vejen uden om hækken, for at komme hen til cykelstativet. Men i dag var jeg ligeglad med at skulle gå så langt, ligeglad med at skulle cykle 5 kilometer hjem til den lille lejlighed på skovvænget, for jeg nød hvert eneste skridt jeg tog. Da jeg nåede rundt om hækken fik jeg øje på min kæreste Mathias, han stod sammen med Lærke fra min parallel klasse. Men det betød ikke noget, jeg stolede på ham. Jeg gik videre hen mod min cykel, men jeg kunne alligevel ikke lade vær med at kigge på Lærke og Mathias. Mathias stod og strøg Lærkes lange brune hår væk fra hendes 100% symmetriske ansigt. Jeg havde været lidt jaloux på hende i 6. klasse, men det var overe nu. Jeg gik videre, men jeg kunne stadig ikke lade vær med at kigge over på dem. Jeg nåede min cykel, jeg skyndte mig at spænde min taske fast på bagage bærret. Jeg skulle lige til at sætte mig op på cyklen, da jeg igen så hen på Mathias og Lærke. De havde ikke lagt mærke til mig endnu. Jeg satte mig op på cyklen, lige som jeg skulle til at køre væk, så jeg det... Mathias og Lærke stod og kyssede. Jeg var lige ved at tabe næse og mund. Tænk at Mathias kunne finde på det. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg var både vred og trist. Jeg stod ét sekund og overvejede hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg gå der hen eller skulle jeg bare tage hjem. Og så gjorde jeg det, jeg spurtede lige hen til dem. Lærke fik øje på mig, hun så helt forskrækket ud. Mathias stod med rykken til mig, men han kunne se på Lærke at der var noget galt. Da jeg kom hen til dem kunne jeg slet ikke styre mig, det røg bare ud af mig. "Hey idiot" råbte jeg, med mine lungers fulde kraft. Mathias vendte sig overasket om, da han fik øje på mig stivnede han. "E... Ever" stammede han. "Du skal ikke Ever mig" svarede jeg, inderst inde havde jeg lyst til at græde, men jeg var så sur at jeg ikke kunne. Alle følelserne og billederne af Mathias og Lærke der stod og kyssede. Det hele snurrede rundt i hovedet på mig. Vreden overtog mig, jeg kunne ikke stoppe den. Og så skete det, som lige ud af den blå luft. Min hånd fløj lige imod ham, den ramte hans kind. Mathias faldt grædende om på jorden. Jeg havde virkelig slået ham hårdt, jeg havde faktisk brugt alle mine kræfter. Det var som om at tiden lige stod stille... Og så løb jeg, så hurtigt jeg kunne. Lærke sad på hug, og prøvede at trøste Mathias. Jeg satte mig op på min cykel og cyklede, jeg cyklede som jeg aldrig havde cyklet før. Jeg stoppede ved parken, hvor jeg tog min telefon frem. Jeg gik ind under kontakter, Mathias stod øverst. Jeg sad og overvejede lidt om jeg skulle ringe, men det ville nok ikke gå så godt. Så jeg skrev: Hey Mathias, hvis ikke du opfattede det, så slår jeg OP. (send)
Jeg satte mig stille op på cyklen, og begyndte langsomt at køre videre. Jeg kunne mærke det prikke og stikke under øjnene. Den kæmpe idiot, han var alligevel ikke god nok til mig. Hvad havde han nogensinde gjort for at vise sin kærlighed til mig, jo... Der var jo den gang hvor vi tog på stranden, og til måneskins ballet hvor vi kyssede i rampelyset... jeg havde tårer i øjnene.
Endelig hjemme, jeg stillede cyklen op af muren. Og gik langsomt op af den lille trappe, op til den lille brune hoveddør, med de fine udskæringer af sommerfugle. Jeg stod lidt og kiggede... jeg kunne ikke rigtig løsrive mit blik fra den lille fine udskæring i midten, der stod "EVER". Min far og jeg havde riset det da jeg var fem år, det var det sidste minde jeg havde af ham, inden han døde. Min mor og jeg snakkede aldrig rigtigt om det. Jeg lagde stille hånden på håndtaget, stadig uden at løsrive blikket fra den lille udskæring. Håndtaget var koldt, jeg trak vejret dybt, og trykkede håndtaget ned. Jeg stod stille i entreen, jeg tog mine sko af og smed dem ved siden af skoreolen. Døren til stuen var lukket, jeg åbnede den stille og listede ind. Min mor stod med ryggen til og var ved at lave noget over i køkkenet. Jeg listede gennem stuen, men kom til at snøfte. "Skaat... Jeg viste slet ikke at du var hjemme, hvordan gik det med din engelsk eksamen?" spurgte hun smilende. Jeg fik tårer i øjnene, jeg stod stille og overvejede om jeg skulle svare hende. Så begyndte jeg at løbe, uden så meget som at sige et ord. Jeg spurtede ind på mit værelse, og hamrede døren i. Jeg satte mit op i sengen, med knæene foldet ind til kroppen. Og hænderne rundt om, for at holde dem på plads. Jeg sad lidt og kiggede ud i luften, viste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg lagde stille hovedet ned på knæene, tårerne løb ned af mine kinder, og videre ned på mine bukser. Jeg snøftede. Han var en kæmpe idiot, verdens største, nej... Universets største. Idiot... Idiot... Idiot... ordet genlød i mine tanker, som om der bare var et kæmpe tomrum. Tanken om den gang til måneskins ballet. Han havde taget mig i hånden, og hevet mig med ud på dansegulvet. Først var jeg blevet sur, men efter lidt tid havde jeg faktisk nydt det. Og under selve måneskinsdansen... havde ham kysset mig. Det skar i hjertet at tænke den tanke. Måske var Lærke ikke den eneste Mathias havde lagt an på, måske havde han kysset hele organgen i de 2 år vi havde været kærester... kærester... kærester... Jeg havde tårer i øjnene, jeg havde troet at vi skulle være sammen for altid. For"Ever"... forever... forever... Endnu en gang genlød ordende i mit hovedet som et ekko. "Bank-Bank", "Ever, skat er du okay? Det er helt okay hvis du ikke bestod, jeg kan hjælpe dig. Vi kan lave ekstra engelsk træning her hjemme, det skal nok gå." Min mor åbnede langsomt døren, og så stille på mig. "oh... skaat", hun havde helt tårer i øjnede. "GÅ" råbte jeg ad hende, jeg havde helt ondt af hende. Hun nikkede stille, og lukkede langsomt døren. I sidste øje blik fik Rochy klemt sig ind på mit værelse, han viste at der var noget galt. Sådan noget viste hunde bare. Han var en samojed, en slags hvid husky. Rochy sad stille på gulvet, han sad bare. De små bedrøvede øjne havde fokus kun på mig. "kom her" snøftede jeg. Rochy hoppede stille op på min seng, han lagde sig på min pude. Jeg sad lidt, før jeg slap taget om mine knæ og langsomt gled ned i en liggende stilling, med Rochy som hovedpude. Han lå bare, han var ligeglad med at jeg lå på ham, han viste at det hjalp mig.
Jeg åbnede øjnene, og så op i loftet. Rocky lå på mit gulvtæppe og snork sov. Jeg følte mig tom indeni, helt tom, der var intet. Jeg satte mig stille op, viste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv. Den værste lørdag i mit liv! Ohh... Værste... Værste... Værste Kæreste Idiot Forever... and "Ever". Jeg gik stille ned i køkkenet, jeg åbnede køleskabet... jeg stod bare, indtil jeg begyndte at fryse. Så tog jeg én af min mors ny bagte boller. Jeg satte mig ved spise bordet, min mor var ikke stået op endnu. Jeg tog en bid af bolden, men lige pludselig ringede det på døren. Ohh... hvis der var noget jeg havde mindst lyst til lige ny, så var det at snakke med en eller anden. Det var sikkert en pakke, så skulle jeg skrive under. Jeg overvejede kort at kalde på min mor, men lod vær. Jeg gik stille ud i entreen, det føltes som om jeg bare havde et kæmpe tomrum. Der hvor der skulle ha været et hjerte. Jeg kom ud i entreen, jeg trak vejret helt ned i maven. Godt, kom så Ever tag dig sammen, du ka godt. Bare smil, og vær venlig. Jeg åbnede døren, og smilede "hej", "hej" stemmen tilhørte en dreng, han var ca. på min alder, måske lidt ældre. Han havde lyst hår og de smukkeste blå øjne. "jeg er lige flyttet til, jeg ville bare lige sige hej", "D... De... D-Det fint" stammede jeg. Det er fint, havde tænkte jeg på. Selvfølgelig var det fint, det gav jo sig selv. Han smilede bare, "Ever?", "øh... j-ja d' mig". "jeg så dit navn på postkassen, vi skal gå på samme skole.", "Ska vi! Hvor fedt! Umm... jeg mener det lyder godt".
Jeg lukkede stille døren bag mig "Ihhhh..." Han så, så sød ud, så sød!"