Om eftermiddagen når mørket begyndte at omslutte verden og alt udenfor var blåt og sort var da stilheden var størst. Det var da intetheden kom snigende og ensomheden overrumplede hende. Hun var blevet vant til at være alene, så det kunne stadig overraske hende, hvordan denne følelse nærmest kunne slå hende omkuld. Sådan havde det været i en rum tid nu. Først var det sorgen som fyldte, men siden havde ensomheden taget over. Hun havde vidst, at han ville forlade hende. Hun vidste, at han havde fundet fred, men dette dækkede ikke savnet. Ikke kun savnede hun ham, hun savnede tosomheden og hun savnede at han havde kendt hende. Han havde kendt hende som ingen før, og i sit stille sind foruroligede hun sig i stilhedens ensomhed over sin egen forsikring om, at ingen ville kunne gøre ham det efter.