Vi danser i for små sko,
og først når vores fødder har affundet sig med lidelsen
ser vi grund til at stoppe.
Vi bremser op.
Ser os rastløse rundt, ænser smerten i fødderne.
Vi har selv valgt denne dans, disse sko, men jeg nægter at tage skoene af.
Du nægter at lindre smerten, for stolthed er vores bedste ven.
Vores øjne mødes - en ny sang begynder, dansen fortsætter.
I et sekund ved vi begge, hvad den anden tænker, men vi forbliver stumme.
Danser videre til vores fødder igen lammer smerten.
Lykke er middelmådige erindringer set i håbets farver.