Langt ude i skoven lå et lille hvidt hus midt i en have, som var omringet af en høj og tæt bøgehæk. Den skærmede huset og dets beboer mod den kraftige blæst, der ofte kom ind fra nord.
I huset boede Jesper Nortoft. Han havde mistet sin kone, Marianne, for kort tid siden. Det var kræft. Efter en lang og opslidende kamp bukkede Marianne under. Hendes liv var slut, men hun havde også fået fred.
Jesper havde kæmpet sammen med hende. Og de havde grædt sammen, når sygdommen viste sig fra sin mest onde og ubarmhjertige side. Og de havde leet sammen, når sygdommen hvilede, når den samlede kræfter til et nyt angreb.
Men nu var det slut. Naturligvis havde Jesper følt savnet af Marianne. Først en tristhed over at være blevet alene. Så var angsten kommet galoperende og havde revet op i hans følelser. Det havde været et mareridt med grå dage og søvnløse nætter, ingen koncentration og appetit. Men denne usympatiske tilstand havde kun varet i kort tid. Lidt efter lidt gled Jesper over i en tilstand, hvor han tillod solen at skinne bare en smule i sindet. Han begyndte at gå ture i skoven og plukke anemoner. Han tillod sig at glædes over de små sorte egern, som legede og hoppede fra træ til træ. Han kunne trave rundt mellem træerne , mens han nød vindens susens i træernes kroner. Mærkede en gysen, som også var forbundet med fryd. Forventningen om at komme hjem, tænde op i brændeovnen og nyde en drink, f.eks en dobbelt whisky og lade tankerne bølge afsted uden at han egentlig tænkte på noget konkret, ikke engang på Marianne.
Jesper kunne sommetider tænke på om han VAR kommet videre, havde passeret sorgen over Mariannes død. Var han kommet så meget videre at han nu kunne (tillade sig) at begynde at perspektivere sin videre tilværelse? Sættte sig selv mere i centrum og focusere lidt mere på sine egne ønsker og behov, Eller havde naturen bare ordnet det sådan at Jesper fik en pause fra Mariannes død? Så han ikke ville gå til i formørkelse og miste sit eget liv og ikke få udnyttet muligheder i fremtiden.
Jesper havde altid været reflekterende. Det kan være en rigdom, men også en begrænsning, som bringer samvittigheden for meget i focus. Således at handlekraften svækkes, så livet ikke kan folde sig ud og nå én selv og andre. Og alle disse tanker, eller skal vi sige overvejelser, havde grebet Jesper en dag i skoven, hvor han netop havde mødt en dejlig kvinde. De havde snakket og leet, givet hinanden en dejlig oplevelse. Havde snakket om snart at ses igen i skoven. Fordi de begge var glade for naturen og ligesom følte at de på en meningsfuld måde var forbundet med den.
Jesper og kvinden, som hed Rebecca, mødtes som aftalt. Rebecca var glad og forventningsfuld. Jesper derimod var mere afdæmpet. Om morgnen var han atter begyndt at tænke på Marianne og hendes voldsomme død. Havde så bebrejdet sig selv at han nu kort tid efter var på vej til at møde og måske forelskelse sig i en ny kvinde. Han kunne ikke gøre sig fri for tanken om det var forkert. Om han snød sig selv? Om det bare ville hævne sig senere?.
Med en kraftanstrengelse jog Jesper de mørke tanker væk og koncentrerede sig om at være sammen med Rebecca. Være helt tilstede. Give og modtage. Så måtte han betale prisen senere. Hvis der var en pris at betale.