Det er ikke til at tro. Jeg fatter det ikke. At han skulle. Nej, det er umuligt. Han var altid et englebarn. At se ham smile, var som at se solen stå op.

Han legede med alle, talte med alle, klarede sig godt.

Lærerne sagde, han var genial til matematik og fysik. Han løb gennem uddannelsen. Begyndte at læse på landbohøjskolen. Fik en kæreste, et barn, et professorat.

Jeg forstår det ikke. Hans kone Inger siger han tog afsted ud på natten, han påstod, han havde glemt noget.

Ja det havde han nok også.

Men jeg orker ikke, at tænke tanken til ende. Efter alle de gode dage, har jeg ikke brug for ondskaben. Ikke lyst til at læse hvad de skriver i avisen, om dyret eller djævlen. Stemplerne er mange. Ingen af dem passer på min dreng.

Ikke ham, det kan umuligt passe. Jeg tænker, at en anden går rundt, lige nu og gnider sig i hænderne. En slags tvilling. en med fysiske ligheder, samme højde og drøjde, samme farve skæg, briller i den facon, og en bil i samme model.

Ja, det er sådan det er gået til.