Kære Hilbert

Jeg takker for dit sidste brev, selv om det var et noget træls brev at få ind ad døren. Jeg vil helt undlade at kommentere det.

Jeg kan fortælle at naboerne og især genboerne irriterer mig i høj grad. Hvem det er af genboerne, der har installeret aflytningsudstyr i min lejlighed ved jeg ikke, men jeg er sikker på at det er efterretningsvæsenet, der står bag.

Når de kommer ud fra deres lejlighed er de altid iført læderjakker, og det er jo det sikre tegn på at de tilhører sammensværgelsen.

Men hvorfor netop mig. Jeg har intet andet gjort end at sende et infamt brev til biskoppen og et venligt brev til droningen, hvor jeg har gjort rede for det umulige i at løse livets gåde. Ja, jeg har bevist det. Men det skulle vel ikke være grund nok til at der også i fjernsynet sendes den ene udsendelse efter den anden, hvor de forfølger mig.

Ingen har direkte henvendt sig til mig, men der er ingen tvivl om at de vil mig til livs, simpelthen ved at tvinge mig til at begå selvmord. Det skal dog ikke lykkes dem, dertil er jeg for stædig.

Jeg glemmer dog aldrig den dag da de satte ild i kælderrummet under min lejlighed og tvang mig ud på en vild cykeltur igennem byens gader. Jeg kom i den forbindelse ind i dronningens sovekammer. Der var dog håndværkere på og dronningen lå ude i svinestalden og var syg af væmmelse over at man i dette land ikke var i stand til at kurere min sygdom. Jeg bad om undskyldning for at det var mig der havde sat ild på viborggården, men det var på trods af at det ikke var mig der havde gjort det. Og det er netop sygdommen - at jeg påtager mig skylden for noget jeg ikke har gjort. Vi har dog Kristus til at påtage sig den skyld, som jeg er ansvarlig for.

Men hvorfor er der så mange vinduer i den bygning der ligger over for mig. De vinduer ligger på den ene linie efter den anden, og jeg bliver skør af at sidde og tegne alle de streger i luften. Jeg kan jo blive ved med det indtil jeg dør.

Jeg har lagt mærke til at de har fjernet den plante, der kaldes for paradistræet, men det er vel blot for at forvirre mig. Men at de er ude efter mig er der ingen tvivl om.

Havde jeg blot et anstændigt arbejde at stå op til, så havde de ikke noget at komme efter. Men det er dog ikke ganske sikkert. Jeg har på fornemmelsen at jeg vil blive forfulgt ligegyldigt hvordan min situation så end er.

Men ikke en eneste har henvendt sig til mig. De kommer kun og udsender mærkelige tegn. Ingen ord. Og det er sgu satanisk. Hvis de så blot ville sende mig i retten med et anklageskrift, men nej. De er efter mig hvor jeg end går.

Når jeg har været i udlandet er de også efter mig der. De sendte det israelske efterretningsvæsen efter mig da jeg var i Israel. Hvorfor. Jeg kan råbe ligeså højt jeg kan og de vil garanteret ikke svare. Vende ryggen til og forsvinde som dug for solen.

At jeg er en samfundsfjende er der ingen tvivl om. Men jeg har ikke foretaget mig noget der kan kaldes landsforræderi, bortset fra at jeg var militærnægter. Og det kan jeg jo godt se er en forbrydelse, der overgår langt hvad der kan forestilles.

Jeg har forsøgt at lære dem i Svendborg, at de skal køre med cykelhjelm. Men det var en besværlig læremåde, og jeg tror ikke at det har haft nogen virkning det jeg har gjort. På vandrehjemmet i Svendborg søgte de af al magt at finde ud af hvem jeg var, og det var da synd for alle de gæster, der ikke kunne forlade vandrehjemmet blot for min skyld. Men jeg gjorde det dog klart ved at smile til børnene at jeg ikke var et uhyre. Det skete ved zoologisk museum.

Den smukke pige som kom fra Spanien sad i samme kupé som jeg og chefen for efterretningsvæsenet. Han talte heller ikke til mig. Men i toget fra Ringe til Odense, var der dog nogle, der var på mit parti. Og koden som jeg fløjtede: 'Er du dus med himlens fugle', beroligede dem. Det er jo hele jorden der står på spil.

Men hvad skal jeg gøre med alle de nummerplader, når hjemmeværnet kører i civile køretøjer. Jeg er ganske forvirret.

Venlig hilsen
din fætter.