Det var sent på aftenen, og Henriksen sad i sin lænestol og tænkte lidt over, hvad der var hændt i løbet af dagen.

Dette gjorde han hver aften, og sommetider sad han hele natten og spekulerede. Ofte var han fyldt med bekymringer over, om der var noget, han kunne have gjort anderledes.Han havde et ansvarsfuldt job på et ministerielt kontor. Der skulle hver dag træffes vigtige beslutninger, som havde store konsekvenser for andre mennesker.

Det, der havde optaget hans tanker denne aften, var spørgsmålet, om han i ethvert tilfælde skulle følge de krav, som hans kristne tro befalede ham. Skulle han også sommetider tage hensyn til helheden, når en ikke medmenneskelig beslutning, ville vise sig at have nogle uoverskuelige konsekvenser, for det samfund, han var en del af.

Han havde i dag haft den ubehagelige opgave, at skulle fyre en ældre medarbejder, som i hele sit kariereforløb havde vist et stort engagement, i de opgaver han var blevet stillet overfor.

Men nu var han oppe i årene, og Henriksen måtte erkende, at medarbejderen var ved at falde af på den. Henriksen havde en mistanke om, at noget alvorligt var galt med den ældre medarbejder. Og der var efterhånden ikke mange sager, hvor han var i stand til at bevare overblikket. Og flere og flere resurcer blev i hans departement brugt til at udrede nogle filtrede tråde, problemer som optog meget lang tid, og som var ganske overflødige, set i forhold til de bagatelsager, den ældre medarbejder beskæftigede sig med.

Det var ubehageligt at skulle ringe og skrive til en række firmaer, som var involveret i den ældre medarbejders sager, for at gøre det klart, at der var tale om en misforståelse.

Havde det været i et privat firma, var han blevet fyret forlængst, men Henriksen følte, at han havde et personligt ansvar for hver enkelt i afdelingen.

Men i dag havde han taget konsekvensen, og indkaldt den ældre til en samtale. Men han havde følt sig meget ilde tilmode, da han fyrede medarbejderen, men han havde måttet forklare, at det efterhånden var helt og aldeles umuligt at samarbejde med den fyrede.

Der havde nu i en årrække ikke være tale om et reelt samarbejde, på trods af den øjensynlige gode vilje.

Medarbejderen reagerede med kølig ro, og sagde at han ikke var overrasket over det, der nu skete, men et øjeblik efter gik han helt amok, og krævede en tjenestemandsundersøgelse.

Henriksen svarede, at det var aldeles tidsspilde, og forelagde medarbejderen en rapport, som han havde fået udarbejdet over de sidste fem års fadæser.

Medarbejderen blev rasende og sagde, at magen til kynisme havde han aldrig forventet efter lang og tro tjeneste.

Henriksen så sig nødsaget til at hente en mand fra ordenstjenesten for at føre medarbejderen bort, og køre ham hjem i en taxa.

Henriksen sad med en dunkel anelse, om at noget uhyggeligt kunne ske. Medarbejderen var gift med en syg kone og kunne ikke få nogen støtte fra hende.

Han gik til ro og havde på læberne: "Tilgiv os", men der er ting, der er umulige, hvis livet skal fortsætte, og livet føles så meningsløst kort.

Han gik til ro og sov uroligt.