Han kiggede ud over horisonten, mens solen skinnede.
   Han huskede hvordan de havde leget, på legepladsen fulde af håb for fremtiden.
   En fremtid han nu var ene om.
   Han huskede dem i skolen.
   Hvor ville han gerne have sagt så meget til dem.
   Han vidste jo godt at de stadig var der.
   På et eller andet plan.
   I en anden form for eksistens.
   Men de var adskilte.

De tider der engang var var alt han havde tilbage.
   Gud ville ikke vise ham vejen hjem men han kendte den heldigvis selv.

Hvor mange gange havde han ikke bedt det bedste han vidste.
   Nærmest utrætteligt den samme bøn: "Tag mig hjem. Hjem til dem, som er gået i forvejen Herre!".
   Lige meget hjalp det, for han var her stadigvæk!
   Sålænge han var fanget i denne krop ville han ikke være fri.

Han kiggede med misundelse på fuglene og tænkte: "Dem lader Du flyve frit hvor end de vil! Men mig holder du kun i live."

Hver en øre skulle han tælle af det usle forråd. Som han hver måned fik i almisse af systemet.
   Men de hundrede eller måske tusinde ansøgninger han havde sendt var ikke en eneste blevet til et job.
   "Ægte frihed er at der ikke er grænser for hvor meget jeg kan tjene og investere."
   Sagde han med opgivende stemme til sig selv.

Ægte frihed ville være at få det som man ville have det. Uden at skulle være afhængig af andre.
   I udlandet kunne man som de sagde: "Rent a gun and buy the bullet!".
   På den måde slippe fri. Hvis det var det man ville?

Han havde altid beundret de store Zen-mestre. At have den grad af kontrol over sit eget liv.
   De kunne sætte sig i meditation og bestemme om de ønskede at gå bort.

Men nej her var han...
   Jobcenterets slave på denne store galej imens han drømte om at være Cæsar.
   Jo han kunne da med møje og besvær klatre op i masten og spejde ud over det oprørte hav.
   Han kunne hoppe ud over rælingen og måske være så heldig at drukne men dø en smertefuld død!
   Der var intet glorværdigt over hans liv?

Ville han nogensinde finde Vejen Hjem?

D