Hun har en hårlok der bliver ved at flyde ned i panden på hende, mens de spiser. Hun gemmer sig bag den, og er pludselig ikke længere tilgængelig. Derfor dør hans smalltalk ud. Han stikker med sin gaffel i silden, der sejler stille rundt på hans tallerken. Egentlig er han sulten, men karryen og sildens bløde masse ligner pludselig lind grød. Uappetitligt, han griber sin øl og skyller efter. Så ser han igen på hende, nu fanger han blikket.

Hun skærer sig gennem sit rugbrød med stærke tænder. Han ser hvordan hun spænder muskler i de senede arme. Den anspændte stemning mærkes i kroppen, hans nakke strammer til, og kvæler alle forsøg på samtale. Det er ikke nyt for ham at miste ord. Det nye er vreden han føler. Hvorfor er det altid ham der ender med at stå tilbage?

Altid ham der ikke forstår hvad der sker? Er han virkelig så stor en social analfabet? Hvis han spørger hende vil hun sikkert sige ja. Det er som sejler de på hver sit hav. Hendes helt roligt og velordnet, hans i vildt oprør stormende kuling, lige før et forlis.

Hans hænder fanger kanten af bordet, som han knuger og klemmer til: "Susanne", siger han med høj stemme: "Vi kan ikke bare stoppe med at tale".

Hun løfter gaflen, og fører et æggestykke op i munden. Langsomt velovervejet tygger hun æg og brød, mens hun betragter ham hen over tallerkenen. Stilheden ligger på bordet, mellem fade med tomat, agurk, frikadeller og rullepølse.

Han rimper munden til det strammer hårdt over tænderne og smager blodigt.

Hun svarer ikke. Selvfølgelig gør hun ikke det. Det burde ikke komme bag på ham.
   Det nye er vreden.