Når mennesker lever skal der være en idé med livet. Vi skal være sikre, sikre vores liv, sikre vores alderdom, sikre vores eksistens. Men livet leves med livet som indsats, vi kender ikke livet, vi kender ikke sekundet, minuttet, dagene der kommer. Vi ønsker at vide alt, men kender ikke fremtiden, fremtiden i vores liv er os uvis.
Essensen af livet, er livet, at spare op til hvad?, til livet?! Der kan ikke spares op til livet, vi er i livet, livet leves nu, i dette blink af et sekund. Årstidernes skifte fortæller os at livet leves.
Et ur fortæller os at endnu en del af livet ebber ud, vores liv måles i tiden, tiden fortæller os at vi er dødlige, for hvert sekund nærmer vi os døden, så husk at leve livet.
Døden kan snydes, men ikke brydes, den kommer som tiden tikker ind.
Hvad er livet, et svært spørgsmål vil mange sige, det er fordi livet har en udløbs dato. Vi ved at tiden fortsætter, vi har selv opfundet tiden, årene, månederne, dagene. Hele verden lever efter tiden. Tiden er central i vores liv, hvornår vi står op, hvornår vi skal møde på arbejde. Er tiden så opfundet for at fortælle os at livet går i henhold til tiden.
Tiden = livet, livet leves i tiden. Hvis vi stopper livet for alle, stopper tiden som er opfundet af mennesket.
Hvad vil vi? Hvad ønsker du med livet? Er livet en løbende process der, der forbedres gennem generationer? Er nye generationer mere vidende, gennem vores viden som vi har modtaget i vores generation? Sker den tekniske udvikling i nye generationer grundet samfundets udvikling i vores livlængde? Bliver vi genetisk kodet gennem vores liv? Er udviklingen i samfundet = med den genetiske udvikling i mennesket? Sker den tekniske udvikling så langsom eller så hurtigt som det tager en generation at leve? Forskning, udvikling, er det frøene fra hver generations udviklingsstadier der giver et nyt step frem udviklingsmæssigt?

Som et sug i mellemgulvet
Kærligheden i hjertet eller hvor sidder kærligheden, når man taler om den varme følelse? Kan man opleve kærligheden uden andre mennesker? Kræver det at ikke at man har en relation til et andet
menneske? Hvis man var alene på jorden, ville der så være kærlighed!
Kærligheden opnåes altså ved samhørighed, tætte bånd, følelser, åbenhed til andre.
Ligesom livet, har kærligheden så også en start og en ende, kan kærligheden virke uden livet, når livet stopper? Kan man tale om at følelser/kærlighed virker uafhængigt af livet?
Man taler om et liv efter døden, så må der, hvis dette er tilfældet også være kærlighed til stede i en verden man kan kalde dødsriget som flere har været i samt kommet tilbage fra. Flere der har været der, fortæller om ting der er sket mens man svæver mellem liv og død. Flere har oplevet at døden var indtruffet og at man fra bla fra lægers side har konstateret at døden var indtruffet. Det vil så sige at man rent sjæleligt har været i et vakum af tiden. Vil det så sige at livets endelige sker i en vakum tunnel, er det på samme måde som når livet starter, det foregår også gennem et vakumrør, fra mørket til lyset og døden fra lyset til mørket. Er det livets vakum vi oplever som dødens vakum. Er det reelt et fødselsbillede som huskes, når livet ebber ud?