Perronens stenede sokler
Nattens sidste tog glider ind
Som jeg glider af drømmen ud
En varm brise har ramt mig
Som en kølig rislen
Sommerens stjerner på nattehimlen
Funkler om kap, med tårene i en forelsket kvindes øjne,
hun forsøger, - forgæves at stoppe tårenes
bratte fald mod den næsten menneske tomme perron.
Kærsten smiler forlegent fra togets alt for varme indre, -hans skygge rammer kvindens fødder, hans hånd løftes til en sidste farvel.
De stålsatte skinner skælver under vægten fra toget.
Månens lys opsluges af himlens mørke.
Sortner.
Stjernerne mister deres glans.
Jeg ruller himlen sammen,- og opsluges af intetheden.