Afstand. Afstand er godt. Afstand er sikkerhed. Afstand er en måde hvorpå jeg kun sårer mig selv, og ikke dem jeg holder af. Jeg lader vær med at skrive til ham. Jeg svarer, hvis han skriver. Men det gør han ikke. Jeg bliver ved med at tjekke min mobil for at se, om han savner mig lige så meget, som jeg savner ham. Men det gør han ikke. Han har ikke brug for mig i sit liv, og jeg selv er nød til at glemme drømmene om ham. Det er alt sammen en illusion. Det er mig, der er gal på den. Det er mig, der ikke spiller efter reglerne. Jeg holder af ham, og jeg længes efter ham, men denne længsel er ikke god for mig. Lige meget hvad mit hjerte siger til mig, ved min hjerne nok til at vide, at jeg skal holde mig væk. Jeg ville ønske, jeg kunne dele mine drømme om ham og jeg med ham, men der vil intet godt komme ud af det. Der er en del af mit liv, som jeg ikke vil have, han skal være en del af. Jeg vil ikke have, han skal se den syge mig. Den mig der vågner af mareridt, græder øjnene ud på en uge, og har angstanfald i stride strømme. Jeg vil ikke have, han skal passe på mig og se på mig med medlidenhed. Jeg kan lide den måde, hans dejlige grønne øjne kigger på mig nu. Der er altid et smil i dem, et ægte smil. Et smil der får tilpasheden til at strømme gennem mig. Jeg kan lide den mig, jeg er med ham. Det er en rask mig og en mig, der griner og har det godt. Jeg vil savne de følelser, han kunne få frem i mig. Jeg vil savne hans grin. Jeg vil savne hans stemme. Jeg vil savne hans dårlige humor. Jeg vil savne hans arme om mig. Jeg vil savne vores samtaler. Jeg vil savne kælenavnene. Jeg vil savne ham. Måske mødes vi igen. Engang når vi begge er klar, og har styr på vores liv. Jeg vil håbe og drømme om denne dag, men indtil da, vil jeg gemme minderne med ham ned i en lille æske.