Jeg forholdt mig roligt udenpå, mens jeg skreg og hulkede bag skindet, og bad ham om ikke at ødelægge flere af mine små dyrebare dagdrømme. Han er den samme udenpå med de mange fregner, det store smil, de grønne øjne og det røde hår, men den person jeg engang kendte, og som jeg forelskede mig så dybt i, ser jeg ikke længere sidde overfor mig. Der er sket meget de sidste par måneder. Jeg her set livets kriser i øjnene, mens han er ung og dum med drengene. De snakker og snakker, og jeg lyttet ikke længere. Der var lidt byture, lidt til næsen, lidt til lungerne, lidt til tungen, lidt til tilfredsstillelsen, lidt sent hjem, lidt pjæk og lidt flere damer. Det hele rammer som en mavepuster, og jeg kan ikke trække vejret. Jeg tager et sug mere i håb om, at jeg ikke vil kunne huske samtalerne i morgen. Jeg føler mig malplaceret og ukorrekt. Jeg hører ikke til i deres liv. Jeg hører ikke til i hans liv. Jeg ser ham glide længere og længere væk fra mig, og der er intet at gøre. Jeg kan ikke holde fast på ham mere. Jeg mindes den aften, hvor hans læber var mod mine, men det er kun et minde nu. Det bliver ikke virkeligt igen. Det er på tide at give slip. Det er på tide at rydde op i mit liv. Det er på tide at komme videre.