Jeg venter en pakke med petitesser,
forsinket med autoritær elegance,
netop som jeg skulle bruge det igår,
for at pryde et behov jeg ej forstår.
Pailletter til min garderobe af selvbedrag,
sildesalat til min lomme af tomme håb,
remme til min seng når skyggerne skilles,
Stilhed til min stemme når jeg ser løgnen.
Jeg bestilte smørelse da jeg faldt uden for,
formen er så mørk og tør trods mangfoldighed,
alles enkeltrejse synes at være brændt fast,
de spiser deres middag fra tidens opskrift.
Vi kan løbe et marathon på brækkede lemmer,
motivationen kommer fra frygten for fald,
hvad skal vi ellers snakke om på mandag,
kunstig latter er blandt mine petitesser.
Alle kan dirigere med et smil,
men ingen sidder i orkestergraven,
og en taktstav alene giver ingen melodi,
og får ikke engle til at flyve.
Der var kun ganske få ting på den bestilling,
grundet en begrænset formåen,
jeg bestilte ikke vanviddet,
men det kom uden beregning.
Det er længe siden nu,
alle er fløjet væk fordi jorden brænder,
de blå kræfter vandt den røde måne,
med sod på sjælen fejrer vi skulpturel frihed.