Månens genskin i hendes øjne
"Du er min eneste måne"
Men hun måtte forlade den.
Dampen fra hendes ånde frøs til is,
Og faldt til jorden,
Splintres i tusind stykker.
Og i det åndedræt,
Kastede havet sig for hendes fødder.
Endnu roligt, endnu blidt!
Vinden tog i hende,
Hviskede sagte, men fristende,
Vend om Engel, vend dig om!
Du vil aldrig finde hjem.
Voldsomt skyllede han ind,
Rev hende og klarheden med sig,
Ud i hans dyb,
Der hvor mørkede krammende hende tæt,
Der hvor lidenskaben brusende.
I det sekund
Blæste vinden voldsomt og lo,
Mens ulven hylede forfærdet af månen.
Han fik hende nær druknet,
Hver gang hun flød bort,
Livløs og kold, ganske fortabt,
Kom vinden,
Blæste blidt, hviskede sagte endnu engang,
Vågn Engel, vågn og lev!
Idet slog hun øjenen op,
Træt, måtte hun erkende sig til månen,
Erkende hun var frarøvet al stedsans,
Al fodfæste, han var for dyb!
Hun mærkede vinden tage til,
Og helt uden forsvar,
lod hun sig rive med.
For hun elskede hans hvirvlende lidenskab,
Bølgerne der bragede ind over hende,
om og om igen.
For til sidst at vugge hende blidt i søvn.
Og lade hende flyde bort.
Hun vidste godt vinden fik ret,
Hun vidste godt,
hun aldrig ville finde hjem.
Aldrig slippe ud af dette dyb.
For de sagde, kærligheden gjorde hende sindssyg.
De sagde, at denne gang gik hun for vidt.
De sagde at hun ikke ville lytte.
At ingen kunne få hende til at forstå,
Ej heller vinden.
Men bebrejd hende ej,
For hun forstår
At, det er vinden der skaber
Bølgerne.