Givet mig så meget smerte, jeg husker det, kan ikke glemme. Jeg var bange, vidste ikke hvor jeg skulle løbe hen, ingen hjælp nogen steder, kun fulde mennesker der omringer mig, lukker mig Inde i feres røg. Jeg kan ikke tåle det, det gør mig så bange, ser op på den jeg stoler på allermest i verdenen, og vil bare have ham til at tage mig væk fra dette sted. Kigger med bedrøvede og bange øjne op på den jeg stoler allermest på i verdenen, men det bringer mig ikke nogen steder, vi bliver hvor vi er, og jeg er stadig bange. Jeg ved dagen vil få en ende og at dette blot vil være i min hukommelse en dag, men det er ikke sådan nu, og jeg vil gerne væk, men det hjælper ikke nu. Jeg er for lille og der er ikke nogen der høre, min stemme er for lille og jeg er meget lille.

I tror jeg er tryg, i kan ikke se hvad der gemmer sig bag mine øjne, tårer der kæmper for ikke at falde ned af mine kinder i mange strømme, det har jeg prøvet så mange gange før, men oftest når i ikke ser. Når jeg krammer min pude og gerne vil være ligesådan, ved jeg godt, at det kan man ikke. Mine tårer bliver ikke tørre, der kommer altid flere. Jeg ved denne dag vil få en ende, jeg ved også mine tårer vil tørre, men ikke lige nu selvom jeg gerne vil, men det hjælper ikke, jeg er så lille, min stemme er så lille, og jeg er meget lille.

Når jeg ser op den store mand der er så fremmede for mig, og jeg beder ham om ikke at slå sådan på den jeg stoler allermest på i verdenen, kigger han ikke en gang på mig, fordi jeg er så lille. Når mine tårer ikke vil tage en ende tager hun mig i hånden og fører mig væk, der sker ikke noget som hun siger. Hun er ikke den jeg stoler allermest på i verdenen, jeg tror ikke på hende, for selvom jeg er lille ved jeg godt den jeg stoler på i verdenen, ikke er tryg, ligesom jeg heller ikke er. Når den jeg stoler allermest på i verdenen ikke har sin fortand mere, kan jeg ikke forstå det, når jeg ser ham gå med et viskestykke der er helt rødt, så kan jeg ikke forstå han ikke tager med os hjem. Når jeg tænker på hvor du er og mine tåre atter kommer, og ikke vil tage en ende og jeg atter trøster mig ved at denne dag vil få en ende, føler jeg min så lille, min stemme er så lille, og jeg er meget lille.

Når i ikke ser mig derhjemme, når i er så påvirket, når jeg ikke kan forstå hvorfor i er som i er, er jeg bange. Jeg bliver så bange, når i råber og skriger af hinanden, når ting flyver gennem den stue jeg burde føle mig tryg i. Når jeg står mellem jer og beder jer om at stoppe, når mig og den jeg stoler allermest på i verdenen bliver låst ude af vores eget hjem. Når i drikker og det lugter sådan, bliver jeg rigtig bange, og jeg kan ikke holde mine tårer tilbage. Når jeg ikke har andet valg, end at stole på den jeg stoler på allermest i verdenen, stole på at denne dag vil få en ende. Jeg sætter mig i min sofa og ser på min pude, men jeg ved godt at jeg ikke kan blive til en pude og jeg ved mine tårer vil få en ende, men der kommer altid noget nyt og i ser mig ikke, min stemmer er for lille, og jeg er meget lille.

Når hende jeg ikke stoler allermest på i verdenen ikke vil give mig min frihed, når hun vil bestemme hvad jeg skal, når hun er fuld og griner af ting der ikke er sjovt, kan jeg ikke holde hendes latter ud, det brænder inden i og jeg får lyst til at skrige, får lyst til at græde og vil bare glemme. Den jeg stoler allermest på i verdenen gør ingen ting og men min stemme er lille, og jeg er meget lille.

Med tåre løbende ned af mine kinder ønsker jeg ikke andet end blot at glemme, men i det sekund mine øjne finder sine egen i spejlet, indser jeg at jeg ikke vil glemme, for minderne er mit trofæ, jeg klarede det, jeg kom igennem, ud på den anden side stærkere end nogensinde før, minderne er min rustning, plettet måske, men den er stærk, og den passer en kvinde der ikke længere er så lille, hvis stemme ikke længere er så lille, nu kan i høre mig, og jeg vil så gerne høres.