Til begravelsen fyldte mennesker og blomster rummet helt, orglet brusede med salmer Peter aldrig ville have valgt. Vi sad på forreste række Maria og jeg. Efter besøget i kapellet havde vi ikke sagt et ord til hinanden. I kisten lå han som en bleg babyskygge iført det blå jakkesæt, jeg købte til ham året før i håbet om, at han ville bruge det. Det blev i skabet, han tog det aldrig på.

Jeg talte for Peter, drengen, eventyreren, vildbassen, klog og munter. Han var det forkerte sted den forkerte dag. Kunne jeg have byttet, havde jeg gjort det.

Jeg skæver til Maria. V i taler ikke om det, men hun har bedt mig flytte. Som om det er min skyld, som om.

Sommerhuset har en udmærket sovesofa. Vi råber ikke højt, vi har aldrig råbt højt. Maria græder og min klump i halsen vokser, i takt med at gudstjenesten skrider frem. Vi bærer ham til rustvognen, vores søn, vores sidste fælles handling.

Jeg ser i spejlet uden synlig forandring, jeg er iskold. Mens jeg går gennem rummet,'drikker jeg af den halvfulde mælkekarton.
   Jeg ved ikke med sikkerhed, at det var ham der skød det dræbende skud. Men han var der, det ved jeg fra den efterfølgende retssag. De var fire der dækkede over hinanden. Han var den der med størst sandsynlighed skød.min dreng.

Jeg sætter mig i lænestolen, stirrer ud mod havet, køligt og gråt i disen, drejer våbnet mellem hænderne, det ligger så tungt og solidt der.
   Mit sigte er godt, det har det altid været, godt og effektivt. Jeg vil tage jollen og sejle ud, ud forbi sejlrenden. Helt ud på det dybe.