Jeg vædder aldrig, men jeg er helt sikker på jeg så ham i går. På den modsatte side af gaden
   I et glimt ganske kort.

Jeg har drømt om, at han skulle komme forbi,så længe. At klumpen i halsen næsten spærrede for luft. Jeg gispede efter vejr, og da jeg fik det igen. Var han væk.

Min skuffelse, var som en strandkant af hårde spidse sten. Egentlig burde jeg vel være ophørt med at håbe for længe siden. Han er sådan siger mor. Sådan var han også dengang, som en skrift skrevet med usynlig blæk.

Jeg har to halvsøstre og en halvbror
   Men det er ikke dem jeg savner eller mangler.Det er ham.

Sidst jeg så ham er 2 år siden til mit bryllup. Han kom ikke for at føre mig op af kirkegulvet. Men dagen før på gennemrejse. Med en lykønskning og en buket blomster. Jeg trippede på dørtrinet mens jeg inviterede ham ind. Han stod med et fortravlet udtryk i øjnene, og stak buketten frem.
   I det mindste gjorde han sig den ulejlighed tænker jeg.

Men hvad ville han i går?
   Var det ham? Så jeg rigtigt?
   Hvorfor er han den brik i puslespillet, jeg synes, jeg må eje? Hvorfor er det så vigtigt, at have ham i mit liv?

"Drop det",siger Stefan:"Jeg ville ikke bruge så meget som et minut,på sådan en idiot".

jeg hader når andre taler om ham på den måde:"Men Stefan, det er jo min far", svarer jeg.