Som jeg står her på rulletrappen op til helvede kan jeg mærke den vemodige glæde og forventning rulle over mig i takt med trappens rolige og monotone rumlen ude af stand til at hoppe af eller ændre hastighed og retning. Omgivelserne glider roligt forbi, mens jeg passivt ser til. Nødstopknappen er placeret ved begyndelsen og enden og jeg nåede ikke at trykke på den første gang jeg steg på.

Jeg ville slet ikke være steget på men fulgte alle de andre omkring mig - kunne ikke vende om og gå baglæns. Prøvede at henvende mig til de andre der stod på trappen, men blev afvist af deres tomme blikke der stille hviskede til mig at de havde affundet sig med deres skæbne og at jeg skulle gøre det samme - acceptere den plads jeg stod på.

Og nu står vi så her, afventende og tavse, med vores blikke fastlåst opad mod enden på turen. Jeg står og stirrer på manden foran mig og deltager modvilligt i hans fysiske nedbrydning. Ser hans hår blive gråt og falde af, ser hans ryg krumme sig i krampe, ser ham ryste og støtte sig til gelænderet, mens han langsomt skrumper ind lader jeg min tunge glide over mine tænder og mærker at de er begyndt at løsne sig.