Der var engang en sti, og på den sti var der en sten, og på stenen sad en lille dreng som ventede på sin mor.

Og så fortsætter historien.

Moren kom, hentede drengen, og sammen gik de den lange vej, hvorend stien førte dem hen.

Drengen voksede op, blev voksen, fik kone og børn, et hjem, som så mange andre.

Men det var som om at stenen fulgte med ham hvor end han begav sig hen. Godt nok så han den kun den ene gang i sin barndom, da han sad og ventede på hans mor, men siden hen, så han den igen, nogle gang snublede han over den, andre gange slog den ham fordærvet, men hver gang rejste han sig op, børstede skidtet af knæene, og gik videre med det dagen nu ville byde ind med.

Første mange gange tænkte han ikke videre over det, at det var samme sten han mødte, men som årene gik, hårene grånet, fandt han sig oftere og oftere sidende i lænestolen henne i hjørnet i den mørke stue og tænkende:

"Var der en sammenhæng?", "hvorfor den samme sten?", "hvad kan det alt sammen betyde?".

Vil det ske igen og igen som før? Skal jeg lære noget ved det?

Spørgsmålene hobede sig op, og han syntes ikke rigtigt at se nogen mening i det alt sammen.

Indtil han en dag begyndte at møde andre mennesker, som selv havde sten på deres vej, som heller ikke de forstod sammenhængen af.

Der begyndte at tegne sig et mønster.

Flere og flere mennesker kom forbi hans vej, og spurgte om råd: Hvor er vejen? Hvorfor kunne det gå så galt? Hvad er meningen med det hele?

Men hver gang syntes svaret at ligge lige for: Du må gå den trange vej, og skridt for skridt som dagen åbenbarer, for at vise andre hvad vej de skal gå i trange tider.

Og så blev han ikke kun klogere på sig selv ved at hjælpe andre, men oplevede mere og mere at blive et helt menneske ved at række ud til folk der havde brug for ham.

Dette var historien om en lille dreng, der voksede op, blev voksen, slublede over sten som gjorde ham klogere på livet.

Slut.