Ikke igen. Ikke nu. Jeg troede, de havde glemt mig. Men jeg kan mærke dem i nakken. Jeg mærker deres stirren inde fra caféen, inde fra den mørke gyde, oppe fra taget. De er her overalt. Og de er kommet efter mig. Jeg ved det, for de hvisker det til mig uafbrudt. Hjertet sidder i halsen, og jeg presser håndfladerne mod ørerne. "Gå med jer!" råber jeg og sætter i løb ned ad gaden. Den tunge rygsæks klodsede bevægelser fra side til side hæmmer min løben, og jeg føler mig hele tiden indhentet. Benene syrer og halsen brænder, men jeg må ikke stoppe nu, for de er her stadig. I hvert butiksvindue, jeg passerer, mærker jeg dem, og for hvert butiksvindue bliver deres hvisken højere og højere. De fortæller uhyggelige ting, og jeg vil ikke høre, men deres stemmer trænger igennem håndflader og min egen stemme, som jeg i det fjerne gentagende gange hører sige: "Lad mig være!". En gammel mand i ternet frakke kigger mærkeligt. Han forstår ikke og jeg kan ikke forklare. Men de er kommet igen.